Skip to main content

Farvel til episodelægen

Formand for Overlægeforeningen
Anja Mitchell

10. okt. 2014
3 min.

Vi kender alle beretningerne fra vores hverdag, fra medierne, fra vores patienter og deres pårørende: Alvorligt syge mennesker, der sendes fra den ene afdeling til den anden og fra sygehus til sygehus, fra sygehus til almen praksis og videre til kommunen. Desværre sker det nogle gange, at der ikke tages tilstrækkeligt ansvar for, at den syge faktisk får de undersøgelser og den behandling, som hun har brug for.

Det kan vi ganske enkelt ikke være bekendt. Manglen på sammenhæng har været kendt i mange år, men desværre tyder meget på, at det kan blive værre endnu. Og konsekvenserne er alvorlige. Fra kræftområdet ved vi, at 43 pct. af alle utilsigtede hændelser finder sted, når ansvaret for patienten skifter hænder.

Specialiseringen giver markante kvalitetsløft, men gør det også nødvendigt at sende patienterne rundt mellem mange afdelinger. Sygehusene kæmper med overbelægning og tvinges til at flytte rundt på patienterne og sende dem hjem, før stafetten er givet videre. Og intet tyder på, at de nye såkaldte supersygehuse vil løse dette problem.

Samtidig fører produktions- og effektiviseringskrav til, at stadig flere overlæger føler sig sat uden for indflydelse og berøvet det ansvar for patienterne, som skulle være helt centralt i lægegerningen. Men overlæger må aldrig ende som en slags højtuddannede industriarbejdere, der behandler patienterne på samlebånd.

Hvis vi for alvor vil løfte kvaliteten og sikre, at borgere med alvorlig sygdom føler sig trygge, skal vi tage ansvaret for patienternes rejse tilbage. Kræftens Bekæmpelse har foreslået, at man indfører en behandlingsansvarlig læge, så der altid er én læge, som sikrer, at der er en rød tråd gennem komplicerede forløb.

Ideen er indlysende rigtig, og derfor bakker Overlægeforeningen op om den behandlingsansvarlige læge, vel vidende at der følger en hel stribe udfordringer med forslaget.

I praksis vil den behandlingsansvarlige læge oftest være en overlæge. Det betyder ikke, at overlægen skal være til stede 24-7, men det betyder, at patienten, de pårørende, det øvrige involverede personale, kommunen og den praktiserende læge ved, hvor de skal henvende sig. Men hvad skal den behandlingsansvarlige læge gøre, når et forløb strækker sig over flere afdelinger, flere sygehuse og måske endda flere regioner?

Det er svært at forestille sig, at lægen har kompetence til at træffe beslutninger på andre afdelingers eller sygehuses vegne, men mindre kan også gøre det. F.eks. at den ansvarlige altid får besked om indlæggelse, udskrivelse, prøvesvar og nye tider til hendes patienter. Og hvis vi sørger for, at ansvaret for at sende stafetten videre er klart placeret hos en læge, vil det være et klart fremskridt. Det er afgørende, at modellen kan fungere i virkeligheden og ikke ender som endnu en stak ubrugelige kontaktkort.

Overlægeforeningen har allerede taget hul på opgaven, da vi ved sidste overenskomst indførte den såkaldte præambel. Den fastslår, at overlæger er centrale aktører og ledelsesfigurer i sundhedsvæsenet, og at ansvar og indflydelse skal ses i det lys. Præamblen blev dengang kritiseret for at være luftig, men her har vi mulighed for at omsætte den til konkrete resultater. Jeg er sikker på, at det vil være til gavn for patienterne, samtidig med at det kan styrke samarbejdet, fællesskabet og ikke mindst arbejdsglæden på sygehusene. Så lad os komme i gang nu.