Skip to main content

FAS’ Års- og medlemsmøde 2017

Fredag den 6. oktober 2017 kl. 10.00-16.15 på Munkebjerg Hotel ved Vejle.

12. jun. 2017
3 min.

Hvorfor har fremtidens sundhedsvæsen brug for læger som ledere?

Lægelig ledelse i sundhedsvæsenet er under pres fra flere sider. Sygehusene får stadig sværere ved at rekruttere ledende overlæger og andre lægelige ledere. Politiske krav vejer ofte tungere end faglige argumenter, når rammerne for behandling fastlægges. Samtidig er speciallægernes vilkår under hastig forandring, og det præger mulighederne for at virke som leder.

Det er baggrunden for, at Foreningen af Speciallæger (FAS) på årsmødet 6. oktober sætter fokus på lægelig ledelse – nærmere bestemt hvorfor sundhedsvæsenet har brug for læger i ledelsen.

På årsmødet fortæller medlem af regeringens ledelseskommission, sygehusdirektør Dorthe Gylling Crüger, om de dilemmaer, man skal tackle som lægelig topchef i et politisk styret sundhedsvæsen. Jakob Lager fra Yngre Lægers bestyrelse giver sin vurdering af, hvad der skal til for at styrke interessen for lægelig ledelse hos de kommende generationer af speciallæger. Og specialkonsulent Lisbeth Rune Schultz fremlægger ny viden om barrierer og tiltag, der kan motivere læger til at gå ledelsesvejen.

Der bliver også rig mulighed for at diskutere vilkårene for lægelig ledelse med en række topfolk fra sundhedsvæsenet samt med eksperter og politikere. Hvordan kan alle overlæger være ledere, når gruppen på mindre end tre årtier er vokset fra under 2.000 til over 6.500? Og hvad er de gode argumenter for, at sundhedsvæsenet har brug for lægelige chefer – løser sygeplejerskerne og djøf’erne ikke den opgave mindst lige så godt eller bedre?

Disse og mange andre spørgsmål vil regionernes formand Bent Hansen, lægelig direktør Mads Koch Hansen, professor Kjeld Møller Pedersen, koncerndirektør Ole Thomsen, og Rigshospitalets direktør, Per Christiansen, tage fat på.

FAS’ årsmøde vil i år også engagere medlemmerne i en bred vifte af workshops, hvor deltagerne får mulighed for at arbejde med deres egen måde at være leder på. Der vil være workshops for både overlæger, praktiserende speciallæger og de andre medlemsgrupper i FAS, hvor der bl.a. sættes fokus på udfordringerne som leder i speciallægepraksis, den patientansvarlige læge m.m. Alle workshops ledes af FAS-medlemmer.

Alle medlemmer af FAS er velkommen til at deltage i årsmødet, der ledes af Martin Krasnik, chefredaktør på Weekendavisen.

Program:

Kl. 10.00 Velkomst

Ved formand for FAS, overlæge Anja Mitchell og ordstyrer, journalist Martin Krasnik

Kl. 10.10 Lægelig ledelse i et politisk ledet system – udfordringer, dilemmaer og succeser

Ved adm. sygehusdirektør Dorthe Crüger, Sygehus Lillebælt

Kl. 10.35 Hvorfor skal unge læger interessere sig for ledelse – og hvad skal der til?

Ved reservelæge Jakob Lager, Aarhus Universitetshospital

Kl. 11.00 Workshops

Kl. 12.00 Frokost og kaffe

Kl. 13.00 Paneldebat – Har fremtidens sundhedsvæsen brug for læger som ledere?

I panelet:

Professor i sundhedsøkonomi og sundhedspolitik Kjeld Møller Pedersen, Syddansk Universitet Lægelig direktør Mads Koch Hansen, Sygehus Lillebælt, Hospitalsdirektør Per Christiansen, Rigshospitalet, Koncerndirektør Ole Thomsen, Region Midtjylland

Kl. 14.00 Kaffepause

Kl. 14.30 Lægelig ledelse – hvordan bliver der rift om opgaven nu og i fremtiden?

Ved cand.psyk, specialkonsulent Lisbeth Rune Schultz, Region Midtjylland

Kl. 15.00 Arbejdsgivers syn på læger i ledelse i sundhedsvæsenet

Ved formand for Danske Regioner, Bent Hansen

Kl. 15.30 Spørgsmål

Kl. 16.00 Afrunding

Ved ledende overlæge Mette Worsøe, Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus

Kl. 16.15 Mødet slutter

Medlemmer, der ønsker emner af almen interesse for FAS’ medlemmer sat på dagsordenen til debat på medlemsmødet, skal senest seks uger før mødet anmode om dette via brev eller mail til FAS (fas@dadl.dk).

Mødet er åbent for alle medlemmer af FAS. Menige medlemmer tilmelder sig mødet ved at sende en mail til tp.fas@dadl.dk. Deltagelse i mødet er gratis, og der vil være åbent for tilmelding fra mandag den 12. juni til torsdag den 1. september 2017.

Ved evt. spørgsmål kan der rettes henvendelse til FAS’ sekretariat – Tina Pind på tlf. 35 44 84 20 eller mail: tp.fas@dadl.dk. À