Stuegang fem dage i streg har givet Medicinsk Afdeling i Horsens kortere liggetid, tidligere udskrivelser og bedre uddannelse. Men det går ud over ambulatorievagterne, siger overlæge.
I et halvt år har lægerne på Medicinsk Afdeling på Regionshospital Horsens haft stuegangsuger. Det vil sige stuegang fem dage i streg på et bestemt sengeafsnit i et team af to speciallæger og en - til tider to - yngre læger.
Stuegangen er fortsat fra 8 til 15, men de fem dage, der tidligere var spredt, er blevet samlet på én uge per måned.
Grunden til omorganiseringen var et inspektorbesøg i oktober 2016, hvor afdelingens yngre læger lagde vægt på et ønske om mere kontinuitet i stuegangene. Også sygeplejerskerne ønskede sjældnere skift blandt lægerne.
”Tanken var, at personalet skulle opleve mere kontinuitet og læring i patientforløbene. Og at patienten skulle opleve at se den samme læge hver dag, så de fik en oplevelse af kontinuitet og tryghed,” siger ledende overlæge Thomas Hahn.
Og det er lykkedes, mener han.
”Mandagen er stadig tung, men i løbet af ugen bliver det lettere og lettere, fordi man kender hovedparten af patienterne i sengene og ikke skal starte fra Adam og Eva hver gang. Og dagen efter behøver man ikke at læse hele forløbet, fordi man har kontinuiteten i patientforløbet og planen i hovedet.”
Han bakkes op af uddannelsesansvarlig overlæge Anne Lene Riis. Hun mener, at den største forskel er, at hun nu ser patientforløb.
”Før havde jeg rollen som den skrappe overlæge, som kom ind for at få udskrevet en masse patienter. Det gør jeg stadig, men kontinuiteten kvalificerer mine beslutninger. Jeg kan bedre se forløbet, og jeg oplever, at patienterne er meget mere trygge ved mig,” siger Anne Lene Riis.
Mere kontinuitet i stuegangen har givet den medicinske afdeling et par sidegevinster med i købet. Den gennemsnitlige liggetid er faldet fra 4,5 til under 4 dage. Og afdelingen er nået tættere på målsætningen om, at flere patienter skal udskrives inden klokken 12. Andelen af patienter udskrevet før 12 er steget fra 12,5 til 25 procent, siden stuegangsugerne blev indført i september 2017.
”Man får et meget bedre klinisk indblik, når man går på samme patient nogle dage i træk, og kan bedre se, om patienten er i bedring. Det gør, at man kan planlægge længere frem i tiden,” siger Anne Lene Riis om grunden til flere tidligere udskrivelser.
”Hvis jeg tror, at patienten er klar til at tage hjem i morgen, kan jeg skrive epikrisen, afstemme medicinlisten, sørge for at alle recepter er sendt og bede sekretærerne bestille transporten, så det er klar til næste dag. Det tør man bedre, når man ved, at man selv kommer dagen efter.”
Også uddannelsen af yngre læger har fået et løft. Når de yngre læger indgår i et team med samme speciallæge hele ugen og ser samme patienter flere dage i streg, oplever Anne Lene Riis, at hun kan give dem større ansvar for patientforløb.
”Og vi kan rent faktisk lave kompetencevurderinger af de yngre læger, når vi har en uge til det. Mandag er stadig travl, men når vi har lidt mere luft i tidsplanen henne midt på ugen onsdag og torsdag, kan vi lave en lille eksamen med de yngre læger, hvor vi laver uddannelsesmæssige ting,” siger hun.
Tidligere udskrivelser, færre liggedage og bedre uddannelse, lyder tæt på perfekt. Men det har taget tid at få sat i stand. Det tog næsten et år fra inspektorbesøget i 2016, før omorganiseringen var indført, og der var nogen skepsis og modstand i begyndelsen, fortæller Thomas Hahn.
Stuegangsugen er ”hellig”. Skal man have bare én af de fem dage fri, må man bytte hele ugen, og vagtarbejde, ambulatoriedage og afspadsering bliver placeret uden for stuegangsugen.
”Et af de store forbehold var, at der på en medicinsk afdeling er en del læger, der har faste ambulatoriedage. Og det har vi måttet opgive, den uge hvor man har stuegang,” siger Thomas Hahn.
Det har kostet vedholdenhed ledelsesmæssigt at holde fast i, at en stuegangsuge er en stuegangsuge og ikke kan brydes op, fortæller han.
Kontinuiteten stopper om fredagen, men nogle vælger at lægge deres weekendvagter i forlængelse af stuegangsugen. Det gør Anne Lene Riis.
”Jeg foretrækker at tage min weekendstuegang efter forløbet af sådan en uge, så kontinuiteten går ind over weekenden. Så kender jeg patienterne og de pårørende, og så er det meget nemmere for mig at tage beslutninger,” siger hun.
Men de ekstra lørdage i forlængelse af stuegangsugerne har skabt problemer i forhold til afspadsering. Det skyldes, at den fleksibilitet, der før lå i stuegangen, er forsvundet med indførelsen af stuegangsugerne.
”Der er intet gratis her i verden. Det kommer til at koste på en anden konto, og det er blevet ambulatoriets,” siger Anne Lene Riis.
”Hvis jeg har gået weekendstuegang, skal jeg afspadsere på mine ambulatoriedage, og hvis jeg skal til et møde eller kursus, skal jeg ligge det i min ambulatorieuge. Så bliver scenariet, at jeg må lade mine kolleger tage mine patienter eller udskyde nogle. Vi må begynde at planlægge efter det og lade nogle ambulatorieprogrammer stå tomme til for eksempel en måned før, så der er fleksibel tid.”
Behandlingen i diabetesambulatoriet, hvor Anne Lene Riis har patienter, er i høj grad baseret på relation med faste patienter, og hun fortæller, at hverken patienter eller læger bryder som om patientskiftene. Hun mener dog alligevel, at det er gået fint.
”Vi dokumenterer jo hver især og behandler efter de samme principper. Jeg synes, at det kan være et meget sundt opbrud at få det hele reformuleret i de ambulante forløb, der har kørt i årevis. Vi skal være fleksible til at sætte os ind i hinandens patienter og for eksempel bede patienterne fortælle deres sygehistorie.”
