Skip to main content

Femten forskere har fået sager på halsen efter Region Hovedstadens gennemgang af forskningsmidler

Redegørelsen for Region Hovedstadens gennemgang af konti og praksis på hospitalerne i kølvandet på afsløringer af uretmæssig omgang med forskningsmidler foreligger nu. Der har været personaleretlige konsekvenser for 15 forskere.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

23. jan. 2015
2 min.

Revisionsfirmaet BDO har gennemgået Region Hovedstadens hospitaler i søgen efter uretmæssig eller blot mistænkelig adfærd i relation til forskningsmidler. Både eksternt finansieret forskning uden krav om regnskabsaflæggelse og intern forskning er medtaget, fremgår det af den redegørelse, som nu foreligger for Forretningsudvalget i regionen.

I alt 15 forskere har fået sager på halsen - heraf fem, hvor læger er blevet politianmeldt. Alle blev sigtet; en er blevet tiltalt, og for ganske nylig blev sigtelsen frafaldet for en andens vedkommende. Tre er således fortsat sigtet men ikke tiltalt.

Af de ti resterende arbejdes der fortsat videre med to - en læge fra Rigshospitalet og en fra Bispebjerg Hospital. Ingen af de to sager ventes at føre til politianmeldelse, står der.

Hvad angår de øvrige otte er der givet tre skriftlige advarsler:

  • en for at have brugt forskningsmidler til private formål

  • en for at have haft en "nærtstående part" ansat igennem længere tid og for flere gange at have købt ting af et familiemedlems private firma

  • og en for at have brugt forskningsmidler til ikke-forskningsrelaterede formål samt have haft en "nærtstående part" ansat.

Der er desuden givet fem skriftlige påtaler:

  • to for at have oprettet konti uden for Rigshospitalet, hvor der er gået indtægter ind

  • en for at have anvendt forskningsmidler til rejseudgifter for ægtefællen - det er angiveligt sket ved en fejl

  • en for et udlæg af privat karakter samt for i en periode at have haft et nærtstående familiemedlem ansat

  • og endelig en for bl.a. at have haft ægtefællen ansat.

Ingen merudgifter til regionen

Generelt konkluderer Region Hovedstadens administration på baggrund af redegørelsen, at der har manglet kendskab til regionens retningslinjer om anvendelse af forskningsmidler, ligesom der har manglet ledelsesfokus på midlernes anvendelse.

Samlet vurderer administrationen imidlertid, at der "kun i meget begrænset omfang er påført regionen merudgifter", når der ses bort fra de fem forhold, hvor læger er blevet politianmeldt.

Den læge, der som den indtil videre eneste er tiltalt, har angiveligt begået bedrageri og underslæb for ca. 2,8 mio. kroner.

I den sag, hvor sigtelsen nu er frafaldet, var beløbsstørrelsen oprindeligt på 870.466 kroner, som dog i løbet af efterforskningen blev reduceret, så den sigtelse, der nu er endt med at blive frafaldet, kom til at lyde på bedrageri og underslæb på 6.000 kroner.

Læs også: "Forskning er en elitær foreteelse"