Fertilitetsbehandling er for både rig og fatti

I Tyskland har en række borgere opgivet at få hjælp til at få børn i det offentlige sundhedsvæsen. Siden 2004, hvor der blev indført 50 procent egenbetaling, er antallet af in vitro-fertiliseringsbehandlinger faldet fra ca. 90.000 årligt til ca. 60.000 årligt.

Men faldet i antal behandlinger er størst i de dele af Tyskland, hvor befolkningen tjener mindst. Her er der tale om en halvering.

Det er oplysninger, som kan læses på Folketingets hjemmeside i et lakonisk svar fra sundhedsministeren. Han kommenterer ikke de skræmmende perspektiver, der rejser sig i forhold til, at Danmark efter alt at dømme får brugerbetaling på fertilitetsbehandling i løbet af ganske kort tid.

Regeringen vedtog sammen med Dansk Folkeparti i maj, at der skal hentes 200 millioner kroner hjem til statskassen gennem brugerbetaling på fertilitetsbehandling på offentlige sygehuse. Præcis hvordan det skal foregå, er endnu uvist.

Ministeren har bebudet et lovforslag i efteråret. Medierne fortæller allerede nu, hvordan studerende og lavtlønnede strømmer til fertilitetsklinikkerne for at gå i behandling, inden den nye lov bliver en realitet. Det er klart, at for en SOSU-assistent vil det blive vanskeligere end for en advokat at afse f.eks. 50.000 kr. til en behandling - uden garanti for resultat.

Fri og lige adgang til sundhedsvæsnet er helt afgørende for Lægeforeningen. Vi kan ikke gå på kompromis med det princip, at det ikke skal være et menneskes indkomst, som afgør, om han eller hun kan få en nødvendig lægelig behandling. Nogle vil sige, at man ikke dør af, at man ikke kan få børn. Det er rigtigt, men barnløshed er ofte et resultat af sygdom.

Lægeforeningen er ikke blind for, at der er problemer med at finansiere den voksende efterspørgsel på sundhedsydelser. Problemerne vil tage til, og derfor er det helt uomgængeligt at tage diskussionen om prioritering og finansiering. Det bliver ikke sjovt, for hvem har lyst til at få sit faglige felt belagt med brugerbetaling? Og hvilken politiker har lyst til at fortælle vælgerne, at de ikke kan få alt, hvad de gerne vil have? Men opgaven er for alvorlig til at bare at presses igennem som led i en politisk aftale - uden debat eller faglige input.

Her og nu vil jeg opfordre regeringen til at afskaffe retten til fradrag for sundhedsforsikringer. Disse er med til at forstærke skævvridningen i sundhedstilbuddene.

Denne arbejdsro skal bruges til på et fagligt grundlag at prioriterer de offentlige sundhedsydelser, så det ikke bliver ens formue, men arten og graden af sygdom, der giver mulighed for behandling med offentlig finansiering.

Tyskland er ikke Danmark, men det er et land, som det giver mening at sammenligne os med, og jeg er meget spændt på at få en udmelding om, hvordan regeringen vurderer de tyske erfaringer med brugerbetaling. Jeg håber, at den vil bruge dem konstruktivt. Det er forstemmende, hvis regeringens eneste bud på prioriteringsdebatten er, at det bare er de mindst privilegerede, som i helt bogstavelig forstand må betale prisen.