Skip to main content

Fireårsramte Renee Windfeld er tabt for Danmark

I januar 2013 flyttede den unge læge Renee Windfeld fra Danmark til Norge, efter at fireårsreglen havde forhindret ham i at blive anæstesiolog i Danmark. Der bliver han. Den nye femårsfrist, som skal erstatte den udskældte fireårsregel lokker ikke.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

12. mar. 2014
3 min.

”Jeg synes, det er på tide”, siger Renee Windfeld tørt i telefonen fra Akershus Universitetssykehus lidt nordøst for Oslo.

”Men det er så for sent for mit vedkommende”.

Renee Windfelds ord handler – selvfølgelig- om ændringen i den danske fireårsregel, som fremover er en femårsfrist. Den formodes at ”redde” allerede fireårsramte læger, men den nye frist frister ikke Renee Windfeld.

Læs også: Fireårs-regel bliver til femårs-frist

”Jeg søgte anæstesi i Danmark i 2012 og fik det ikke. Jeg søgte også dispensation, men det skete ikke. Så valgte jeg at tage til Norge og har været her siden. Jeg startede med at arbejde i lægevagten for at tjene nogle penge og komme ind i det norske system, og i sommer søgte jeg så anæstesi og fik stillingen her 1. oktober”, fortæller han.

Han er særdeles godt tilfreds med at blive uddannet i ønskespecialet på Ahus, som universitetshospitalet normalt kaldes, men han lægger ikke skjul på, at det har kostet at nå dertil.

”Det at flytte land er ikke bare som at skifte jakke. Det har været dyrt at sælge (bolig, red.) og flytte. Jeg mistede også min kæreste, da jeg flyttede til Norge. Hun havde en datter på syv, som faderen modsatte sig skulle flytte væk. Det kan jeg godt forstå. Men forholdet gik i stykker”, siger han.

”Så jeg synes, jeg har betalt en høj pris”.

Læs også: Gamle turnuslæger vinder kampen om hoveduddannelse over KBU-læger

Er du bitter?

”Det var jeg i starten. Men nu får jeg en kanonuddannelse. Jeg er på et rigtigt godt sygehus og en rigtigt god afdeling med 54 anæstesilæger, og jeg er gået i gang med forskning. Jeg har også fundet en kæreste. Købt en bil. Og jeg stortrives”.

Kunne du tænke dig at vende tilbage til Danmark?

”Jeg vil ikke søge nu. Det sidste år ville så være spildt, og mit arbejde i lægevagten heroppe ville heller ikke tælle. Jeg skulle starte fra starten af på en hoveduddannelse”.

”Hvad mener du helt generelt om den nye femårsfrist”?

”Jeg synes, det er fint at gå fra fire til fem år. Det betyder, at de lytter. At de giver dispensation til alle, der er ramt, viser jo, at de har taget fejl. Der er flere, der er ramt, end de sagt og har villet indrømme. Men jeg tror ikke, det løser problemerne. Der skal et betydeligt større antal hoveduddannelsesstillinger til, og i visse populære specialer vil der altid være kamp. Jeg synes, man skal motivere. Der skal være en bonus for dem, der gennemfører noget hurtigt – ikke en straf”.

Læs også: Rekord mange læger tager til Norge

Har I sådan noget i Norge?

”I Norge, hvis du tager op nordpå, får du skattefordele. Det er sådan, de lokker folk til at arbejde der. Så er det folks eget valg. Det tror jeg er den rigtige fremgangsmåde”.

Har du ikke nogen forståelse for fireårsreglen?

”Jeg synes også, det er forkert, når nogen bruger ti år på at kvalificere sig, eller ikke vil flytte fra København f.eks. til Jylland. Jeg forstår det. Men så må man lokke – ikke straffe”.