Skip to main content

Flere fødes med abstinenser

Aldrig før er der født flere børn, som er afhængige af narko eller alkohol. Socialminister Karen Ellemann (V) vil tage skrappe midler i brug for at få gravide misbrugere i behandling.

Klaus Larsen kll@dadl.dk

22. sep. 2015
2 min.

På få år er antallet af børn, der fødes som afhængige af narko eller alkohol, steget dramatisk. Derfor er socialminister Karen Ellemann (V) nu parat til at tage skrappe midler i brug for at få gravide misbrugere i behandling, skriver metroXpress. Om fornødent bør man have mulighed for – som i Norge – at tilbageholde misbrugere med tvang, indtil de har født.

Ifølge en ny rapport blev 109 børn født med abstinenser i 2013. I 2012 var det 73, mens det i 1999 kun drejede sig om 40. Rapporten er lavet af en arbejdsgruppe under Socialministeriet og Sundhedsministeriet.

Ifølge Sundhedsstyrelsen fødes der årligt mellem 50 og 100 børn med medfødte abstinenser som følge af moderens forbrug eller misbrug af alkohol og/eller stoffer, og i gennemsnit får 11 børn pr. fødselsårgang stillet diagnosen Føtalt Alkoholsyndrom (FAS), som er den alvorligste medfødte alkoholskade og fører til livslange handicaps hos børnene.

Sundhedsstyrelsen vurderer i øvrigt, at der formentlig er flere børn, der fødes med FAS, end opgørelsen viser, da diagnosen kan være vanskelig at stille. Dertil kommer en række andre skader, som barnet kan pådrage sig, hvis moderen drikker alkohol under graviditeten.

Problemer ved tvang

Selv om mange alkoholikere og narkomaner går i behandling under graviditeten, er der ifølge rapporten hvert år 10-15 misbrugere, som ikke vil lytte. Det er dem, som ministeren foreslår, at man i sidste instans skal kunne tilbageholde.

På den baggrund siger Karen Ellemann til metroXpress, at hun vil indkalde Folketingets partier til en forhandling. Ifølge avisen er såvel Radikale som SF og Socialdemokraterne positivt indstillede.

”Vi er klar til at tilbageholde gravide misbrugere, der ikke er ved deres fulde fem og ikke kan styre deres misbrug”, siger socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil (S) til metroXpress.

Lægeforeningen vil dog gerne høre lidt mere, før man tilslutter sig ideen om at anvende tvang:

”Før man begynder at bruge tvang, vil vi gerne vide, at man har afprøvet alle muligheder for at indgå en frivillig aftale”, siger Lise Møller, formand for Lægeforeningens lægeetiske nævn, som også mener, at ministeren bør gøre klart, hvilke tvangsmidler, der tænkes anvendt.

Ifølge rapporten har man i Norge haft gode resulktater med tilobageholdelse af gravide med et misbrug, "både med og uden deres samtykke". Men rapporten peger samtidig på, at der knytter sig en lang række etiske, retssikkerhedsmæssige og faglige overvejelser til at indføre så indgribende forholdsregler, og at det vil kræve omfattende juridisk og fagligt forarbejde.

Rapport fra Arbejdsgruppe om gravide med et forbrug og misbrug af rusmidler (pdf)