Skip to main content

Flere hovedstadsborgere betyder 13 ekstra praktiserende læger

Befolkningstilvækst i Region Hovedstaden betyder, at regionen udvider med yderligere 13 nye lægestillinger.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

12. jan. 2017
3 min.

Næsten 20.000 danskere er i 2016 flyttet til Region Hovedstaden, og det betyder, at regionen udvider med 13 lægestillinger.

Per Seerup Knudsen (S) er formand for praksisplanudvalget i Region Hovedstaden og medlem af udvalget vedrørende tværsektorielle emner, der netop har besluttet, at de ekstra borgere udløser ekstra 13 lægestillinger for at kunne holde antallet patienter per læge på cirka 1600.

”For at kunne tilbyde egen læge til de ekstra borgere, er vi nødt til at udvide antallet af praktiserende læger i regionen med 13 lægestillinger. Det kan være, at der bliver 13 nye ydernumre, men det kan også være, at lægerne bliver ansat i en eksisterende praksis med eksisterende ydernummer. Det finder lægerne selv ud af. Faktum er, at vi i regionen har sat penge af til aflønningen af det, der svarer til 13 ekstra praktiserende læger,” siger Per Seerup Knudsen.

Befolkningstilvæksten har været størst i København, men det er ikke sikkert, at de nye stillinger bliver placeret der. For regionen vil gerne placere lægerne der, hvor behovet er størst – både i forhold til antal, men også i forhold til sårbare patienter. Derfor har regionen udpeget områder som Albertslund, Bispebjerg, Brøndby, Brønshøj-Husum, Høje-Taastrup, Ishøj, Nørrebro og Vesterbro som områder, som har mange sårbare patienter der er bl.a. har flere kroniske sygdomme.

Vi kigger selvfølgelig på de områder, der har oplevet befolkningsvækst, men vi vil gerne forsøge af nedbringe uligheden ved også at tilgodese de områder med sårbare patienter ved at placere flere læger der. Per Seerup Knudsen (S) er formand for praksisplanudvalget i Region Hovedstaden

Vil bekæmpe ulighed

”Vi kigger selvfølgelig på de områder, der har oplevet befolkningsvækst, men vi vil gerne forsøge af nedbringe uligheden ved også at tilgodese de områder med sårbare patienter ved at placere flere læger der,” siger Per Seerup Knudsen.

Han oplyser samtidig, at ønsket om de ekstra læger ikke er koordineret med andre regioner, som også har behov for ekstra praktiserende læger.

”Vi har ikke taget stilling til, hvad der sker i de andre regioner, men har taget stilling til, at der er kommet flere borgere, og at vi ifølge overenskomsten er nødt til at udvide mere flere læger.”

De 13 stillinger - som skal lægges oven i de eksisterende 1056 praktiserende læger i regionen - skal ifølge Per Seerup Knudsen placeres så hurtigt som muligt, og det er regionens udvalg for tværsektorielt samarbejde – hvor der kun sidder regionspolitikere – der bestemmer, hvor stillingerne skal placeres.

Overskud af lægekapacitet i Midtjylland

Mens der mangler praktiserende læger i Region Hovedstaden, ser billedet anderledes ud i Region Midtjylland. Her viser den årlige lægedækningshøring for 2016, at der er en ekstrakapacitet blandt regionens praktiserende læger på 78.600 borgere.

Men hvad det får af konsekvenser vides endnu ikke. Regionens forretningsudvalg holder møde på tirsdag den 17. januar og i dagsordenen til mødet står, at regionen i 2017 vil ”fortsætte med at tilpasse kapaciteten ved at udvide og/eller indskrænke antallet af ydernumre alt efter udbuds- og efterspørgselssituationen i et givent område.”