Skip to main content

Flere og flere på sygehus

2,7 mio. personer blev sidste år behandlet eller undersøgt på landets sygehuse.

Næstved Sygehus. Foto: Region Sjælland
Næstved Sygehus. Foto: Region Sjælland
11. maj 2016
1 min.

Ifølge tal fra Landspatientregistret slår antallet af danskere, som modtager behandling eller bliver udredt på et hospital, nye rekorder. 2,7 mio. personer var i 2015 en tur på langs i regionernes behandlingssystem, skriver Jyllands-Posten.

”Man kan godt sige, at Danmark bliver sygere og sygere, men det stigende antal mennesker, vi er i kontakt med, er også udtryk for, at vi undersøger flere og dermed også kan erklære mange af dem raske”, siger Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner.

Antallet af personer, der kommer på sygehus, er steget gennem de senere år, men tog et ekstraordinært hop i mellem 2013 og 2014.

Ud over flere forebyggende undersøgelser ligger forklaringen ifølge regionerne også i, at antallet af ældre stiger, og at lægerne kan mere og mere.

I 2015 var 673.000 personer indlagt, mens resten var i ambulant behandling.