Skip to main content

Flere speciallæger i almen praksis – og på sygehusene

LEDER - Det springer i øjnene, at de aktuelle rekrutteringsproblemer på mange sygehuse ikke er vægtet i rapporten fra Lægedækningsudvalget.

Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen. Foto: Ugeskrift for Læger
Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen. Foto: Ugeskrift for Læger

Formand for Lægeforeningen
Andreas Rudkjøbing

20. jan. 2017
3 min.

Psykiatrien på Holstebro Sygehus lukker. Der mangler læger. Denne triste nyhed kunne man læse i avisen tirsdag, og den bidrog dermed til den dystre baggrund for, at regeringen sidste år nedsatte et lægedækningsudvalg med den ambitiøse opgave at fordele den stadig mere efterspurgte ressource, vi er som læger. Onsdag præsenterede sundhedsminister Ellen Trane Nørby så resultatet af udvalgets arbejde.

Lægeforeningen har sammen med Danske Regioner, KL og Finansministeriet været repræsenteret i udvalget, der kommer med i alt 18 forslag. Efter Lægeforeningens vurdering er der grund til at prioritere flere af dem i det videre politiske arbejde, og vi er naturligvis klar til at deltage aktivt, hvor vi kan bidrage.

Nogle af forslagene kræver lovgivning, andre at PLO og regionerne finder hinanden i overenskomstforhandlingerne, og atter andre at man lokalt målretter sin rekrutteringsindsats. For Lægeforeningen er det helt afgørende, at der nu bliver taget hånd om den bekymrende mangel på praktiserende læger. Mange patienter har ikke egen læge. Det er utrygt for dem, og det bryder den sammenhæng i det samlede sundhedsvæsen, som er nødvendig for at sikre gode forløb. Derfor skal der uddannes flere speciallæger i almen medicin. Jo hurtigere, jo bedre.

Det er positivt, at udvalget er meget klar i sin udmelding om dette. Men det bør ikke ske på bekostning af uddannelse af andre speciallæger. Der bør være samme fokus på de store problemer, der er med at rekruttere speciallæger til sygehusene uden for de store byer. F.eks. til psykiatrien, men også til andre specialer. I det hele taget springer det i øjnene, at de aktuelle rekrutteringsproblemer på mange sygehuse ikke er vægtet i rapporten.

Et forslag fra udvalget er at justere femårsfristen, så den bliver mere fleksibel, og adgangen til dispensation lempes. Det er selvfølgelig et fremskridt. Det er forslag i regeringsgrundlaget om en seksårsfrist også. Begge dele er en erkendelse af, at rigide tidsfrister ikke virker her. Det mest oplagte vil derfor være helt at afskaffe fristen.

På et vigtigt område er rapporten ikke fyldestgørende. I vurderingen af, hvor mange speciallæger der bliver brug for, er det afgørende at tage højde for, at der i de kommende år bliver flere ældre, at sygdomsmønstre ændres, og at der sker ændringer i sundhedsvæsenets struktur. Den analyse har udvalget desværre ikke haft mandat til at foretage, og det er en klar svaghed. Vi bliver ikke kloge nok på fremtidens behov.

Lægeforeningen opfordrer derfor til, at Sundhedsstyrelsen leverer de nødvendige analyser af behovet for kapacitet på speciallægeuddannelsen. Det er en forudsætning for, at vi kan få et troværdigt billede af, hvor mange læger – og hvilken slags – der bliver brug for fremover for at kunne sikre langsigtede og langtidsholdbare løsninger. Det er viden, der i høj grad er brug for. Blandt andet i det arbejde, som p.t. foregår i styrelsens dimensioneringsudvalg, og som helst skulle bruges til aktivt at sikre, at man snart kan byde nye kolleger velkommen der, hvor de mangler så alvorligt i dag.