Skip to main content

FMK-aftale sat på stand-by

Aftalen om praktiserende lægers gennemgang af udvalgte patienters medicin afventer præcisering af de nærmere betingelser. Forhandlinger er i gang mellem PLO, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening (KL).

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

26. feb. 2015
1 min.

Både regionerne og de praktiserende læger rundt omkring i landet er i gang med at implementere den aftale om medicingennemgang – FMK-aftalen – som blev indgået i december.

Samtlige kommuner har tiltrådt implementeringsaftalen, fremgår det af en redegørelse, som er på dagsordenen til det næste forretningsudvalgsmøde i Region Nordjylland. Af papiret fremgår, at regionen kan tiltræde implementeringsaftalen, men at endelig igangtræden afventer en præcisering blandt de praktiserende læger.

Det er PLO-Hovedstaden, som har tilbageholdt sin godkendelse af implementeringsaftalen, indtil en sådan præcisering foreligger, fremgår det. Det får afsmittende virkning også for nordjyderne, idet PLO-Nordjylland har gjort sit ok betinget af, at alle fem PLO-regioner kan sige god for aftalen.

De åbne spørgsmål handler om præcisering af lægernes ansvar i forbindelse med begreberne ”oprydning” og ”ajourføring” i FMK, som optræder i FMK-aftalen. Samtidig ønskes en præcisering af, hvad aftalen betyder for det ansvar i forbindelse med FMK, som de praktiserende læger allerede har i dag, og som er beskrevet af Sundhedsstyrelsen.

PLO, Danske Regioner og KL har forhandlet om en sådan præcisering, og sagen er på det ordinære bestyrelsesmøde i PLO i dag.