Skip to main content

Forbruget af antipsykotiske lægemidler faldet for første gang siden 1996

Der bliver udskrevet mindre antipsykotisk medicin. Til gengæld er antallet af personer, der får antipsykotisk medicin steget lidt, men der er store forskelle mellem regionerne.

Anne Steenberger, as@dadl.dk

30. jan. 2015
3 min.

Forbruget af antipsykotisk medicin blev næsten fordoblet fra 1996 til 2012. Men den udvikling er brat stoppet, viser en ny opgørelse. Kurven knækkede i 2013, hvor forbruget faldt med to procent. Og foreløbige beregninger tyder på, at den udvikling fortsatte i 2014, hvor det tyder på endnu et to procents fald.

Opgørelsen er lavet af Danmarks Apotekerforening sammen med Dansk Lægemiddel Information og Statens Serum Instituts Lægemiddelstatistikkontor.

Udviklingen skyldes en bevidst strategi for dosering, forklarer formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Thomas Middelboe:

”Faldet er et resultat af, at vi i mange år har bestræbt os på at anvende den antipsykotiske medicin i så små doser som muligt i så kort tid som muligt.”

Forklaringen er altså bare en øget opmærksomhed på det?

”Ja, det vil jeg tro. Samtidig har vi gennem en årrække gjort os umage for at undgå eller minimere brugen af polyfarmaci, det kan også være en del af forklaringen.”

Hvad er baggrunden for det?

”Der er en øget opmærksomhed på interaktioner. Selv om polyfarmaci i visse tilfælde kan være godt, så er vi blevet mere forsigtige med det på grund af risikoen for bivirkninger.”

I opgørelsen, som de tre organisationer har lavet, fremgår det, at antallet af forbrugere af antipsykotisk medicin er steget svagt i de seneste ti år.

I 2013 var cirka 126.000 personer i behandling med antipsykotisk medicin. I 2012 var der 125.200.

Thomas Middelboe siger:

”Undersøgelsen viser, at der er en lille stigning af ældre brugere. Mange af de cirka 126.000 forbrugere vil således være ældre, som ikke nødvendigvis er psykotiske, men som har angst og uro på grund af hjerneskade eller demens. De får antipsykotisk medicin i meget små doser. Stigningen kan også være et udtryk for, at antipsykotika ikke kun anvendes ved klassiske psykoser, men at man i nogle tilfælde bruger medicinen til ikke-psykotiske tilstande og som stemningsstabiliserende medicin til bipolære patienter.”

Undersøgelser viser endvidere, at der er store forskelle i antallet af brugere af antipsykotisk medicin i de fem regioner.

I Region Syddanmark var der fx 14 procent flere end landsgennemsnittet. I Region Sjælland var det 6 procent flere.

Færrest var der - korrigeret for forskelle i regionernes befolkningssammensætning i forhold til køn og alder – i Region Hovedstaden.

Thomas Middelboe kommenterer:

”Det springer i øjnene, når man ser de kommuner, som har flest brugere af antipsykotisk medicin, at det er udkantskommuner som Langeland, Lolland og Tønder. Jeg gætter på, at de har en større andel af ældre og at de har flere borgere med psykiske lidelser boende, men jeg ved det ikke.”

Kunne det også hænge sammen med, at der måske er længere til psykiatrisk hjælp og så tyr man til at udskrive medicin?

”Ja, den tanke har jeg haft. Psykiatrisk specialbehandling og psykoterapi er mindre tilgængelig i de områder og tærskelen for at give medicinsk behandling kan derfor være lavere,” siger han.

Læs hele opgørelsen her.