Skip to main content

Formand for kardiologer dropper industribetalte kongresrejser

Som nyvalgt formand for Dansk Cardiologisk Selskab har Christian Gerdes besluttet at takke nej til industribetalte kongresrejser. Jeg vil være så uafhængig som mulig, siger han.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

7. jul. 2014
3 min.

For at være så uafhængig som mulig af medicinindustrien, har den nyvalgte formand for Dansk Cardiologisk Selskab, overlæge Christian Gerdes, besluttet at takke nej til industribetalte kongresrejser.

I forvejen var Dansk Cardiologisk Selskab for to år siden det første selskab til at indføre strengere regler til medlemmernes tilknytning til industrien.

Reglerne forbyder dog ikke at tage i mod industribetalte kongresrejser, og Christian Gerdes har siden reglerne blev indført været på flere årlige kongres-rejser betalt af industrien, men det hører nu også op. Ikke mindst fordi, han den 2. maj blev udnævnt til formand for selskabet og de 1200 medlemmer.

Firmaerne køber et eller andet sted din goodwill ved at betale rejsen. Jeg mener, at jeg som formand er mest tro over for mig selv, hvis jeg toner helt rent flag ved at sige nej til kongresrejserne. Christian Gerdes, formand for Dansk Cardiologisk Selskab

“Hvis jeg skal være helt konsekvent, skal jeg heller ikke som formand tage i mod kongresrejser. Firmaerne køber et eller andet sted din goodwill ved at betale rejsen. Jeg mener, at jeg som formand er mest tro over for mig selv, hvis jeg toner helt rent flag ved at sige nej til kongresrejserne. Det betyder ikke, at jeg vil pådutte mine medlemmer samme holdning, men jeg vil gerne selv være så uafhængig som mulig,” siger Christian Gerdes.

Turen til den kommende kongres i september for det europæiske kardiologiske selskab i Barcelona har Christian Gerdes dermed takket nej til at få betalt og vil forsøge enten at få finansieret via sin egen afdeling på Aarhus Universitetshospital eller via forskningsmidler.

Og generelt mener Christian Gerdes, at hvis danske læger skal være mere økonomisk uafhængige af industrien uden at miste international flyvehøjde, må regionerne afsætte flere midler til forskningsstøtte og postgraduat uddannelse og dermed også til kongresrejser.

"Det er tydeligt, at regionerne i øjeblikket har alt for snævert fokus på produktion og dermed nedprioriterer forskning, uddannelse og udvikling. Universitetshospitaler og ikke mindst regionshospitaler løfter efter bedste evne i flok, men begge lider på den lange bane begge under denne politik. For unge forskere, der er på vej ind og op i systemet, er eneste mulighed aktuelt ofte at lade industrien betale for kongresrejser, som er meget vigtige i forhold til eksponering af eget videnskabeligt arbejde og ikke mindst networking," siger Christian Gerdes, der ikke har et overblik over, hvor mange kardiologer, der får kongresrejserne betalt, men vurderer, at størstedelen af de læger, der har været af sted, har fået turen sponsoreret af industrien.

Også formanden for Lægevidenskabelige Selskaber (LVS), Peter Schwarz, mener, at der er et muligt habilitetsproblem i, at læger tager i mod rejserne.

”Om det er rigtigt eller forkert at tage i mod industribetalte kongresrejser, må den enkelte læge gøre op med sig selv. Men for at læger ikke unødigt blev mistænkeliggjort, ville det være naturligt, at det er arbejdsgiverne, der betaler,” siger Peter Schwarz, der heller ikke tager i mod industribetalte kongresrejser.

Lægemiddelindustriforeningen (Lif) har ingen oversigt over antallet af læger, der får deres kongresrejse betalt af industrien. Men medicinalfirmaet Pfizer har det første halvår af 2014 betalt kongresrejser for ca. 160 danske læger, siger senior manager og presseansvarlig Hans-Jacob Randskov.

”Vi gør det fordi, lægerne kan blive fagligt udviklet og få ny viden om forskning og behandling af patienter. Vi lever af at udvikle nye og forbedrede behandlinger, og derfor er det vigtigt for os, at lægerne er så opdaterede, at de kan vurdere om nye forskningsresultater har betydning for deres patienter,” siger Hans-Jacob Randskov, der ikke kan sige, om Pfizer fremover vil op- eller nedprioritere området.

Mens Pfizer betaler for lægers kongresser, har AstraZeneca siden 2011 derimod ikke sponsoreret kongresrejser for læger.