Skip to main content

Forsikring på fair vilkår

Næstformand i Lægeforeningen
Jette Dam-Hansen

24. okt. 2014
3 min.

Desværre – du kan ikke få lov at tegne en forsikring eller få en pensionsordning, da din mor lider af en arvelig sygdom. Beskeder af denne type får et antal borgere fra deres forsikringsselskab. Det er i dag tilladt at indhente og bruge helbredsoplysninger om arvelig sygdom i en forsikringsansøgers familie og med dem i hånden sige nej.

Lægeforeningen ønsker at få lovgivningen ændret. Læger har problemet helt tæt på i rådgivningen af patienter, og vi har pligt til at sætte fokus på, hvilke formål lægelige oplysninger anvendes til uden for konsultationen og operationsstuen, og her er et alvorligt problem, som kræver en ændring af lovgivningen.

Vi har pligt til at sætte fokus på, hvilke formål lægelige oplysninger anvendes til uden for konsultationen og operationsstuen.

Helt grundlæggende er det urimeligt at afgøre en persons muligheder på baggrund af oplysninger om helt andre personer. Konkret har der i pressen været beskrevet groteske tilfælde, hvor forsikringsselskaber ikke har villet forsikre en ansøger på baggrund af familiehistorie – på trods af, at vedkommende i en gentest var blevet »frikendt« for at være arveligt disponeret for en bestemt sygdom.

Ofte forholder det sig også sådan, at personer, som bærer et frygtet gen, ikke nødvendigvis bliver syge af den grund, eller først bliver det langt oppe i årene. Dermed risikerer mennesker, som oplyser til deres forsikringsselskab, at der er arvelige sygdomme i familien, at få nej til på et urimeligt grundlag. Det er naturligvis ikke acceptabelt.

Det er ikke en holdning, som Lægeforeningen står alene med. Europarådet sendte for nylig et udkast til anbefaling i høring, som klart tager afstand fra, at familiemedlemmers sygdom skal spille ind på mulighed for at få en forsikring. I samme papir fastslår rådet også, at gentest ikke må udføres af forsikringshensyn. En holdning, som også Lægeforeningen deler.

Der er også en konkret sundhedsfaglig grund til at ændre reglerne. Der kommer hele tiden ny viden om sammenhæng mellem specifikke gener og sygdomme, og det betyder, at stadig flere borgere vil blive udelukket fra at kunne få forsikring og pensionsordning. Det er i sig selv problematisk. Oveni er der risiko for, at nogle vil afholde sig fra at få kortlagt en eventuel risiko for sygdom af frygt for et nej fra deres forsikringsselskab. Det vil betyde, at de nye muligheder for forebyggelse og behandling, som hele tiden udvikles, ikke kommer patienterne til gode.

Det er meget positivt, at brancheforeningen Forsikring & Pension netop har præsenteret et forslag, som fastslår, at lovgivningen ikke er tidssvarende, og som lægger op til bredere adgang til forsikring – uanset familiehistorie og disposition for arvelige sygdomme. Det er et fornuftigt grundlag at arbejde videre på. Vi bidrager gerne i den videre proces, som forhåbentlig vil føre til, at justitsministeren vil sikre de nødvendige lovændringer.