Skip to main content

Forsker: »Det kan være et stort problem«

En femtedel af alle læger har ifølge en ny undersøgelse et »risikobetonet« forbrug af alkohol eller medicin. 2,5 pct. har et skadeligt alkoholforbrug.

Johanne Korsdal Sørensen
Johanne Korsdal Sørensen

Klaus Larsen kll@dadl.dk

28. aug. 2015
2 min.

Antropolog Johanne Korsdal Sørensen er forfatter til artiklen »Alcohol and drug use among Danish physicians«, som bringes i den seneste udgave af Danish Medical Journal (DMJ).

Ifølge undersøgelsen har hver femte læge et forbrug af alkohol og/eller medicin, der af forfatterne betegnes som »risikobetonet«. 2,5 pct. af lægerne har et forbrug, som betyder, at de potentielt kan udgøre en risiko for patientsikkerheden.

»Det kan være et stort problem«

Johanne Korsdal Sørensen understreger, at når undersøgelsen taler om »risikobetonet« eller »problematisk« alkoholforbrug, skal man være opmærksom på, at den bygger på det såkaldte AUDIT-skema (Alcohol Use Disorder Identification Test), som er et redskab til screening – ikke til diagnostik.

»Spørgsmålene handler om alkoholindtag, alkoholafhængighed og skadeligt forbrug – tre forskellige parametre, som der hver især knytter sig en gruppe spørgsmål til«, forklarer hun.

»Og her tyder vores resultater på, at det er de to grupper, der handler om afhængighed og skadeligt forbrug, der bon’er ud«, siger Johanne Korsdal Sørensen.

- Ifølge jeres undersøgelse har 2,5 pct. et skadeligt eller afhængighedsskabende forbrug – altså et egentligt misbrugsproblem. Er det de 2,5 pct., eller også resten af de 19 pct., der udgør en risiko for patientsikkerheden?

»Vi kan ikke sige, hvor mange der udgør en risiko for patientsikkerheden. Det har vi ikke undersøgt. Vi kan sige, at der er en indikation på, at nogle læger har et problematisk forbrug. Hvis man sad i almen praksis og brugte dette screeningsredskab, ville man sikkert tage nogle af dem til side og undersøge dem nærmere«.

- Men i baggrundsmaterialet skrev I, at gruppen udgør »et alvorligt samfundsproblem«?

»Det er et stærkt udtryk, men det relaterer ikke til vores egne fund. Udenlandske undersøgelser viser en sammenhæng mellem lægers misbrug og lægefejl. Men for det første kan vi hverken sige noget om, hvor mange læger, der har et misbrug, eller om antallet af lægefejl i relation til misbrug – kun sige, at nogle har et forbrug, som er risikobetonet«, siger Johanne Korsdal Sørensen.

Hun peger dog på udenlandske undersøgelser, hvor tre fjerdedele af de læger, som har et alkoholproblem, opgiver at have lavet lægefejl inden for de seneste tre måneder.

»Det kan altså være et stort problem. Men vi ved ikke, om det er tilfældet i Danmark«, understreger Johanne Korsdal Sørensen.

Læs hele artiklen i DMJ: Alcohol and drug use among Danish physicians. A nationwide cross-sectional study in 2014. Dan Med J 62/9 (LINK)