Skip to main content

Forslag: børnespor på 1813-telefonen

Børn henvist til børnesporene på akutmodtagelserne i Region Hovedstaden oplever ofte lang ventetid, og det får nu regionspolitikere til at efterlyse handling, skriver Berlingske Tidende.

Charlotte Fischer, de Radikale, foreslår f.eks. et særligt børnespor på selve 1813-telefonen.

7. mar. 2014
2 min.

»Målet er at få klaret nogle flere børn gennem 1813. Det kan ske med et særligt børnespor med flere børnelæger og sygeplejersker ved telefonen, der har større indsigt og viden om børn,« siger hun til avisen og forklarer, at hun vil tage det op med partierne og formanden for regionsrådet, Sophie Hæstorp Andersen (S).

Mette Abildgaard (K) efterlyser efterlyser bedre visitation hos sygeplejerskerne, der besvarer 1813-opkaldene.

»Der bliver henvist for mange patienter til viderebehandling, der slet ikke har brug for det. Vi skal sende et signal til de her sygeplejersker, der sidder i 1813, om, at de bliver nødt til at være mere hårde og sige til flere, at de sagtens kan gå til egen læge,« siger hun.

Region Hovedstaden har udvidet åbningstiden på hospitalernes børnespor med en time, så de nu lukker kl. 24 i et forsøg på at dæmme op for problemerne, og regionen evaluerer løbende, om det er nødvendigt med yderligere udvidelser.