Sundhedsinspirerede digte skrevet og udvalgt af Karsten Bjarnholt.
I sundhedsvæsenet står man ansigt til ansigt med eksistensens allerstørste spørgsmål. Det skal der en lyriker til at sætte ord på. Bibliotek for Læger allierede sig for nylig med digteren Karsten Bjarnholt, der debuterede i 1970 og senest har udgivet digtsamlingen »I min alder ligner skyerne en forklaring«.
Så sprang de ud,
de japanske kirsebærtræer
i tyndt lys, næsten frost,
i hospitalets have.
De syge smelter ind i vinduernes
glas. Feberen stiger, feberen
falder. Én dør pludselig. Det er
underligt, hvisker de pårørende
og rører den dødes fingerspidser.
Lidt er behandlingen udsat
fra sidst på fredagen
til mandag morgen,
når tobaksrøgen siver ud
af personalets stue,
drops
drypper
diamanter
ned bag tør hud,
så stryger engle op,
så bliver du rask
på livstid, eller du dør
bag de store ruder,
som spejler høje træer,
lave skyer, varmecentralen
og et par af Chagalls elskende
i luften,
men af og til sidder en patient
i klemme i vinduet.
Jeg opsøger portøren. Jeg vidste
du kom, siger han
på vej ned i rygestuen, dybere
kommer ingen end her.
Tør beton. Jeg flytter skoene
på det ru gulv, holder sommeren
varm i mig, forsigtigt, jeg prøver.
Så let som ingenting,
siger han, er det at dø,
hvis du har mod nok,
få har.
Vi ryger intenst, men de nervøse
folk, de får et par måneder mere,
siger han, skriv bare det!
(»Jeg limer min kinesiske vase«, 2009).
På vej ned i elevatoren
taler jeg dæmpet med en sygeplejerske,
hendes øjne skinner. Humøret, siger hun,
er det, der helbreder
de mest syge, jeg så.
Vi når kælderen, en fejltagelse,
og kører én etage op.
Uden for de automatiske døre
lugter jorden af jord, og de, der står der
i badekåbe, ryger,
siger ingenting.
Så skulle du se lægen,
en mand i sin fulde højde,
og de fnisende sygeplejersker,
der må kunne flyve for at leve,
og den langsomme ro
i ansigterne på de døde,
når de stiger op fra kældrene
med trommer og basuner,
så skulle du se det gule lys,
der siver ud gennem hospitalets
mure en massiv nat!
Jeg har set flest af dem,
der kan dø om foråret
efter en hvid vinter. De
vil ikke dø, de knipser kun
på ruden med neglene,
de ser kun de japanske
kirsebærtræers blomster
springer ud. Patienterne
kaster vat efter hinanden.
Taler professorens tegn på tavlen,
Auditorium B, med hinanden
om natten, når månen
lægger lys på gulvet,
kan personalet om morgenen
slette logikken med en svamp?
Og så skulle jeg, sagde lægen
med de kolde fingre, der nu,
mens jeg løftede undertrøjen,
berørte rygsøjlen, jeg skulle bare
glemme, men dér, sagde han,
har en gud sat sin finger,
nærmest et brandsår,
som en kobbermønt, det er
langt fra alle, der får en orden
på bagsiden, men dér har du én.
De kommer sådan, sagde han,
at en guds finger,
varm som bare satan,
så at sige udpeger
den, han ser, med sår.
Måske forsvinder de,
en beskeden sygdom,
der er til at leve med.
(»Døgnflue på deltid«, 2011)
Jeg henvendte mig simpelthen
på klinikken og anmodede
om en operation,
en stor én, sagde jeg, medicin
virker ikke mere, kærligheden
er for nedadgående, sagde jeg,
skær, stik, bor mig i skallen!
Hent min bror, den skiderik,
op af den grå masse.
Han er sort som graven.
Luk forsigtigt igen,
berør venligst ikke
pikkens område
eller det sted, Jesus lander
og går ud i alverden
foran sine frysende engle.
(»Mit mørke«, 2009)
De skal bruge sterile handsker,
når de rører ved mig.
Det ville jeg også selv have gjort.
De kommer én, tre, fire, når de kommer.
så er de der! Pludselig er de der,
jeg sidder i hjørnet. De er der!
Det ville jeg også selv have gjort.
Det er ikke tilladt, at bruge de handsker,
men de bruger de handsker og et andet
alfabet, når de kommer, én, tre eller fire.
Det ville jeg også selv have gjort.
Jeg ville aldrig røre mig selv
uden de sterile handsker.
Ryk tilbage til start!
(»Døgnfluer på deltid«, 2011)
Faktaboks
