Skip to main content

Fra »lykkelig amatør« til professor i videreuddannelse

Overlæge, dr.med. Doris Østergard er udnævnt til professor i postgraduat medicinsk uddannelse og simulation i Uddannelsesregion Øst. Det sker med baggrund i hendes mangeårige arbejde med medicinsk simulation.

Doris Østergaard (i midten) under simulationstræningen. (Foto: DIMS)
Doris Østergaard (i midten) under simulationstræningen. (Foto: DIMS)

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

28. jan. 2014
3 min.

Doris Østergaard har i en årrække ledet Dansk Institut for Medicinsk Simulation (DIMS), en højtspecialiseret forsknings-, udviklings- og uddannelsesenhed for medicinsk uddannelse og simulationsbaseret træning, der siden 2001 har holdt til på Herlev Hospital. Men hun har arbejdet med simulation som træningsmetode siden midten af 1990’erne, hvor hun og en håndfuld andre, unge læger med inspiration fra USA gik i samarbejde med DTU, et privat firma og RUC om at skabe en dansk anæstesisimulator. »Vi syntes bare, at det var en helt fantastisk uddannelsesmetode«, siger Doris Østergaard.

Endnu var der hverken lokaler eller økonomi, men simulatoren kom i brug og blev videreudviklet på Anæstesiologisk Afdeling på Herlev.

»Og vi tog den under armen ud til andre anæstesiafdelinger og lavede temadage rundt om i landet, som de lykkelige amatører, vi var. På den måde blev simulation kendt inden for anæstesiologien, og folk oplevede det som en god læringsmetode: det var trygt, og det har efterfølgende betydet meget for at udbrede det«, fortæller Doris Østergaard.

I 1999 stillede Herlev Hospital nogle lokaler til rådighed for det, der et par år senere blev til DIMS – med Doris Østergaard som leder.

»Nu kunne vi begynde at køre faste projekter omkring træning af hjertestopteam, traumeteam og andre team, hvor opgaveløsningen er meget tidsafhængig. Og hvor man i sagens natur ikke kan planlægge at træne live som team«, forklarer hun.

Københavns Amt – og senere Region Hovedstaden – der kunne se fornuften, overdrog i 2007 de nuværende lokaler på 25. etage til DIMS. Projektet havde imidlertid grebet om sig, så det nu er spredt over flere faggrupper og specialer, ligesom der samarbejdes med Region Sjælland.

»Begge steder er der andre mennesker og enheder, der beskæftiger sig med simulation. Formålet med mit professorat er også at styrke samarbejdet mellem de forskellige enheder, så alle ikke behøver at opfinde den dybe tallerken. Det er jo ikke teknikken, der er udfordringen. Det er det at få uddannet folk til at varetage denne form for træning«, siger Doris Østergaard.

Virkelighedsnær uddannelse

Hun beskriver den pædagogiske gevinst ved simulationstræningen: den foregår ikke som en teoretisk diskussion i klasseværelset; man befinder sig i en situation, hvor man er tvunget til at foretage sig noget, og hvor det, man foretager sig, har konsekvenser – i hvert fald for »den simulerede patients« liv og skæbne. Simulationerne efterfølges af en debriefing-/feedbacksession, hvor behandlingen diskuteres.

»Det fede ved simulation er, at du etablerer en virkelighedsnær situation. Når du så står og skal bruge din hjertestopalgoritme, bruge en defibrillator osv., sker det i en kontekst. Og i den helhed opdager du: ,Hov!, var det lige nu, jeg skulle give dette, eller om fem minutter? Og var det 5 eller 10 ml til den patient?’ Plus, at man agerer som del af et team, hvor man skal kommunikere med andre og nogle gange tage ledelsen eller være samarbejderen, der følger en leder. Det passer perfekt til speciallægens ,syv roller‘ eller kompetencer«, siger Doris Østergaard.

Ud over simulationsdelen, som er det ene element i det nye professorat, får hun en ledelsesopgave i forhold til de forskellige specialers kliniske lektorer:

»De har ikke haft nogen faglig leder før, og som professor for den gruppe skal jeg være med til at stimulere, at der bliver lavet kvalitets- og forskningsprojekter blandt lektorerne og blandt simulationsfolkene. Og på den måde skabe et link mellem klinikken og den træning, der foregår i simulationsenhederne«.

Hvis Doris Østergaard kort skal opsummere sin vurdering af, hvordan det står til med videreuddannelsen her en halv snes år efter videreuddannelsesreformen, mener hun, at »det kører rigtig godt«.

»Der er enkelte specialer, som vi skal være bedre til at hjælpe til at gøre det hensigtsmæssigt. Men vi må ikke gå væk fra denne vej, for det er den rigtige vej«, siger hun.