Skip to main content

Fremtiden for omstridt database afgøres i næste uge

Skæbnen bliver afgjort i begyndelsen af næste uge for den midlertidigt nedlukkede database Dansk Almen Medicinsk Database (DAMD). Statens Serum Institut klar med færdig redegørelse.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

7. nov. 2014
2 min.

Mens en stor del af landets praktiserende læger befinder sig på årets efteruddannelsesbegivenhed Lægedage i Bella Center mandag, falder afgørelsen om fremtiden for Dansk Almen Medicinsk Database (DAMD).

Faktaboks

Fakta

Mandag er Statens Serum Institut (SSI) nemlig færdig med den udredning, der skal belyse forløbet om, hvad DAMD egentlig har tilladelse til at indsamle af data fra de praktiserende læger, oplyser Poul Erik Hansen, vicedirektør i SSI.

”Udredningen kigger på Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Instituts godkendelse af kliniske kvalitetsdatabaser og sagsforløbet i forbindelse med de godkendelser. Udredningen handler om tilladelsen til de fem databaser om KOL, hjertesvigt, depression, diabetes og så desuden Fællesdatabasen,” siger Poul Erik Hansen.

Efter at flere sundhedsjurister havde sået tvivl om lovligheden af databasen, bad Region Syddanmark den 30. september - som dataansvarlig for DAMD - SSI om ”en præcisering af godkendelserne”. Og et par dage efter besluttede Region Syddanmark så at lukke ned for data-tilstrømningen fra de praktiserende læger til DAMD, indtil sagen var afklaret.

SSI afleverer ifølge Poul Erik Hansen mandag redegørelsen til Sundhedsministeriet, der oplyser, at redegørelsen umiddelbart herefter vil blive offentliggjort. Men hvilken dag, kan ministeriet ikke oplyse om.