Skip to main content

Fremtidens almen praksislæge: Det er rart at være to chefer

LÆGEDAGE: Efter en måned i solopraksis gik Laura Sonnenberg sammen med en kollega i et kompagniskab for at kunne sparre og dele chefrollen med en anden læge.

Praktiserende læge Laura Sonneborg på Lægedage 2014. Foto: Claus Boesen
Praktiserende læge Laura Sonneborg på Lægedage 2014. Foto: Claus Boesen

Nana Fischer, nanarosenvinge@msn.com

14. nov. 2014
2 min.

Sidste år på Lægedage var Laura Sonnenborg i forhandling om at købe en ”toptunet” lægepraksis lidt uden for Roskilde. Men der nåede hun kun at arbejde solo i en måned, før hun slog sig sammen med en kollega i et kompagniskab.

”Jeg vidste fra start, at jeg ikke ville være solo,” sagde hun torsdag på Lægedage, da hun holdt oplæg om udfordringerne som ny praktiserende læge.

Den faglige sparring er selvfølgelig vigtig, men efterhånden er man så opdateret, og viden er meget tilgængelig, så den menneskelige sparring er nok vigtigere. Laura Sonnenborg, praktiserende læge, Roskilde

Ønskescenariet for Laura Sonnenborg er to læger, fordi kommunikationen er ligetil, og fordi hun altid har en sparringspartner.

”Den faglige sparring er selvfølgelig vigtig, men efterhånden er man så opdateret, og viden er meget tilgængelig, så den menneskelige sparring er nok vigtigere. Det er rart at være to til at chef,” sagde hun.

Den 38-årige praktiserende læge brugte sit oplæg på at gennemgå de vigtigste råd til kommende praktiserende læger. Og højt på to do-listen var hendes råd om bruge en revisor og en advokat til at gennemgå økonomi og se på, hvordan lejekontrakter bedst bliver stykket sammen.

Med sin beslutning om at indgå i et kompagniskab er Laura Sonnenborg blevet en del af den stigende tendens, som PLO har registreret blandt sine medlemmer. I 1977 var andelen af kompagniskaber ud af det samlede antal praksisser 49 procent, mens de seneste tal fra 2013 viser, at andelen er helt oppe på 67 procent.