Skip to main content

Garantier til alle på lægefagligt grundlag

Jens Winther Jensen

31. okt. 2008
3 min.



Lægeforeningen har i denne uge spillet ud med det hidtil mest vidtgående forslag om rettigheder til danske patienter. Det er Lægeforeningens holdning, at alle patienter skal have rettigheder, og at det skal gælde alle faser af kontakten med sundhedsvæsenet: udredning, behandling, rehabilitering. Der skal være rettigheder til behandlingsalternativer ved manglende opfyldelse, og der skal være mulighed for at få behandlet klager i et nyt patientklagesystem. Men det skal være et system baseret på det lægefaglige skøn og princippet om behandling af de mest syge først.

Suspensionen af det forkætrede udvidede sygehusvalg med én måneds ventetidsgaranti bliver behandlet i disse dage. De oversigter, vi foreløbig har set, viser, hvor forskelligt de enkelte regioner vil tackle suspensionen og afviklingen af behandlingspuklen, som det næsten kunne forudses. Det er ikke de samme garantier, patienterne har, og det er ikke de samme positivlister, der anvendes fra region til region. Det understreger behovet for nationale ordninger, der skal give en lige behandling - og en lige behandling af høj kvalitet - uanset hvor i landet, man møder sundhedsvæsenet. Dette tilbyder Lægeforeningens forslag om retten til rettidig udredning og behandling.

Lægeforeningen foreslår, at Sundhedsstyrelsen i samarbejde med de faglige miljøer laver nationale positivlister for, hvor på garantiskalaen bestemte symptomer og bestemte lidelser placerer patienterne, hvor dette overhovedet er muligt og realistisk. Vi er helt opmærksomme på, at dette ikke kan være universelt. Der skal fortsat være plads til lægefaglige skøn, ligesom der fortsat kan være sociale forhold, der spiller ind på, hvor hurtigt en patient bør komme i behandling. Vores verden er så kompleks, at ikke alt kan sættes op i firkantede systemer. Men vi mener, at vi kan komme et godt stykke, og at det er centralt, at vi tilbyder noget, som er bedre end det nuværende og ikke mindst, at det også opfattes som bedre af patienterne.

Derfor foreslår vi positivlister og graduerede garantier, der skal gøre udredningen langt hurtigere end i dag. Og der skal være flere og bedre muligheder for at henvise til undersøgelser i forbindelse med udredning. Det er patientens symptomer, der - ganske som i dag - afgør, hvor hurtigt udredning skal starte. Akut betyder ingen ventetid.

Når det kommer til behandling, skal der gradueres fra 0-3 måneder, således at ingen skal vente mere end tre måneder. En plan for efterkontrol og rehabilitering skal igangsættes inden for en uge. Det er Lægeforeningens holdning, at der på sigt skal udarbejdes pakkeforløb for alle diagnoser og forløb i sundhedsvæsenet, hvor dette er relevant og realistisk.

Det er et ambitiøst udspil på kanten af det letsindige, som ikke lige gennemføres overnight, som Lægeforeningen er kommet med. Men vi mener, at det må være rigtigt, at der er garantier til alle i et sundhedsvæsen i verdensklasse og ikke mindst, at et sådant sundhedsvæsen har kapacitet til at afkorte den tid, hvor patienter går og venter på undersøgelser. Det skal ske i samspil mellem det offentlige og private. Det er for os vigtigt og afgørende, at den nuværende hovedløse én måneds ventetidsgaranti ikke automatisk bliver genindført til næste sommer, men at noget bedre og mere ambitiøst kommer i stedet.