Det kræver mere end korrekte forskningsresultater at få forskning ud i verden og at få den læst og forstået. Her kommer en eksperts gode råd til at sikre, at din forskning slår igennem.
Impact, eller gennemslagskraft, er den hellige gral i forskningens verden. Men med knap 2 millioner publicerede videnskabelige artikler i 2012 og en vækstrate på cirka 3 % årligt er det udfordrende at trænge igennem støjen og sikre, at forskningen når ud til de rigtige læsere.
Publicering er blevet så kompliceret og samtidig så vigtigt, at der i dag findes en række konsulentbureauer specialiseret i at rådgive forskere omkring publicering. Et af de bureauer hedder Elevate Scientific, og det er stiftet af svenske Dan Csontos, der førhen var redaktør på Nature. Csontos har blandt andet undervist på Københavns Universitet, Karolinska Instituttet og været konsulent på publikationer fra flere Max Planck Institutter.
”For mig betyder ’impact’ indflydelse på læseren. Det kræver, at forskningen bliver fundet, læst, forstået, fundet meningsfuld og betydningsfuld. Derigennem får den indflydelse og gennemslagskraft,” fortæller Dan Csontos.
Han fokuserer især på to områder, når han rådgiver forskere: Valg af kanal til publicering samt præsentation af forskningen.
Udvælgelsen af den rigtige kanal til en bestemt artikel er afhængig af flere ting. Kanalen skal først og fremmest ramme ens fagfæller, men en faktor som hastighed spiller også en stigende rolle.
”Er du i skarp konkurrence med en anden gruppe, er der flere måder at håndtere det på. Man kan lægge preprints ud online, altså forskning, der endnu ikke er peer reviewed. Det kan man for eksempel på biorxiv.org. Man kan også bruge en såkaldt mega journal, der er open access og hvis eneste kriterium er, at forskningen skal være korrekt,” siger Dan Csontos.
Publicering i megajournals og i visse open access journals kan dog være meget dyrt. Det problem løser en helt ny megajournal, PeerJ, ved at tilbyde livstidsmedlemskab. Man betaler 300 dollars én gang, og får så en ’publish all you want’-løsning. Det ser Dan Csontos som en god løsning for især unge ph.d.-studerende, der måske ikke kan kaste flere tusinde dollars efter publicering.
Faktaboks
”Der er en tendens hen imod at forskning skal gøres tilgængelig for så mange som muligt så hurtigt som muligt , og man ser flere steder, at vurderingen af en artikels gennemslagskraft i højere grad baseres på læsernes vurdering. For eksempel gennem analyse af antal klik og kommentarer,” fortæller Dan Csontos.
Men uanset, om man gerne vil ende i Nature eller bare ud til fagfællerne i et lille tidsskrift, så er det nødvendigt at blive forstået og fundet meningsfuld for at få reel gennemslagskraft. Og her handler det om, hvordan man kommunikerer sin forskning.
”Kommunikation i sig selv er svært, men forskningskommunikation er endnu sværere, og der er en mangel på træning i det her område. Mange forskere har været på kommunikationskursus, men ikke et, der fokuserer på godt sprog, hvordan man præsenterer sine idéer og opbygger et logisk argument,” fortæller Dan Csontos.
Helt overordnet anbefaler han en ’less is more’-tilgang, når man skal forfatte en videnskabelig artikel. For læserens skyld skal hovedteksten være så kort som muligt med så få figurer som muligt. Alt, der er sekundært, skal være i supplerende tekst.
Han underviser desuden forskerne i at gøre forskningen til en fortælling. Introduktionen skal skabe interesse og sætte en scene ved at:
- Svare på de tre hvorfor-spørgsmål: hvorfor projektet blev påbegyndt, hvorfor det er vigtig forskning og hvorfor læseren skal interesse sig for det.
- Have et klart formuleret forskningsspørgsmål, der leder læseren gennem artiklen.
”En fortælling begynder med at introducere karaktererne, sætte en scene, fortælle om baggrunden, feltets helt store spørgsmål, og så arbejde sig hen til det specifikke forskningsspørgsmål,” forklarer Dan Csontos.
I resultatdelen skal kommunikationen være klar og tydelig, og læseren skal tages i hånden. Ifølge Csontos er det en normal fejl, at forskerne beskriver deres resultater uden at opsummere dem i klare konklusioner, måske af frygt for at virke tolkende.
Når det kommer til diskussionsdelen, er det et typisk problem, at forskerne ikke diskuterer, men blot opsummerer deres resultater.
”Resultaterne skal sættes ind i en kontekst, studiets fordele og begrænsninger skal diskuteres, relationen til tidligere forskning skal kortlægges og de nye spørgsmål, forskningen åbner op for, skal afdækkes,” understreger Csontos.
Perspektiveringen er stedet, hvor der skal bindes sløjfe på fortællingen. Her skal der svares på, hvad implikationerne af studiet er, og hvor fremtidig forskning skal arbejde hen ad for at svare på det store spørgsmål, der er den hellige gral inden for netop det område.
”Generelt er forskerne gode til at tale om resultaterne, men de skal bruge mere energi på intro og afslutning. Man kan ikke forudsætte, at læseren af sig selv kæmper sig igennem en artikel – udbuddet er så stort, så vi må motivere dem gennem en fortælling, der binder løse ender sammen og skaber et sammenhængende billede af feltet og den enkelte artikels plads i det billede,” siger Dan Csontos.
FAKTA: Dan Csontos
Ph.d. og dobbelt post doc inden for fysik
Redaktør på Nature Physics
Videnskabsredaktør på Nature
Scientific Editor hos Macmillan Science Communication
Stifter af – samt redaktør og konsulent hos Elevate Scientific
