Skip to main content

Godt råd til lægen: Sid på dine hænder og lyt til patienten

LÆGEDAGE: Virkeligheden består af historier. Lægen har sine, patienten har sine. Narrativ medicin er et redskab til at få historierne til at smelte sammen, så patienten får det optimale udbytte.

Spørg om det, der undrer dig - og husk balancen mellem at være forsigtig og udfordrende, sagde John Launer. Foto: Claus Boesen
Spørg om det, der undrer dig - og husk balancen mellem at være forsigtig og udfordrende, sagde John Launer. Foto: Claus Boesen

Line Fedders linefedders@gmail.com

12. nov. 2014
2 min.

30 læger er samlet i et rum. Nogle sidder på gulvet, andre ligger halvt i stolene. Alle er dybt engageret i samtale, og ord som ’tålmodighed’, ’nysgerrighed’ og ’aktiv lytning’ fyger gennem luften.

Oplægsholder John Launer styrer slagets gang. Han er kommet hele vejen fra England for at fortælle de danske læger om historier og fortællingers betydning for mødet med en patient.

Det hedder ’narrativ medicin’: At arbejde konstruktivt med de fortællinger, vores verdensbillede er vævet af.

Faktaboks

Fakta

”Narrativ medicin skal både rumme lægevidenskaben og patienternes historier. Historier er altid i bevægelse, og som læger må vi derfor skubbe egne historier i baggrunden og få patienterne til at fortælle. Vi må lytte og acceptere deres historie,” fortalte John Launer.

Spørg!

Teknikkerne er centreret om åbne og nysgerrige spørgsmål med udgangspunkt i patientens egne ordvalg. Den narrative samtale griber i modsætning til f.eks. coaching fat i et enkelt problem, og målet er at give fortælleren ejerskab over egen historie, og dermed rum til at udvikle den. Det forudsætter, at lægen tager konkret udgangspunktet i det, patienten siger, forklarer Launer.

Lotte Hvas arbejder med narrativ medicin til hverdag, og var kursusleder.

”I almen praksis kan vi bruge det ved at spørge nysgerrigt og helt åbent. For eksempel ’Hvordan kan det være, du er blevet så syg’, eller ’har du selv nogle idéer om, hvorfor du har set sådan’? Vi skal også blive bedre til at sidde lidt på vores hænder, og ikke tænke, at vi skal fikse patientens problem nu og her. Nogle gange er det nok at lytte,” siger Lotte Hvas.

Læs mere: "John Launer on narrative based medicine" på GP-training-net (link)