Skip to main content

Gonorré bliver resistent

Eksperter er bekymrede over foreløbig 34 tilfælde af antibiotika-resistent gonorré i England, herunder hos homoseksuelle mænd.

Øjenbetændelse (conjunctivitis) forårsaget af Neisseria gonorrhoeae.
Øjenbetændelse (conjunctivitis) forårsaget af Neisseria gonorrhoeae.

Klaus Larsen kll@dadl.dk

19. apr. 2016
2 min.

Alarmklokkerne ringede i England, da en ny, antibiotika-resistent ”super-gonokok” blev opdaget i Leeds.

Nu har bekymringen vist sig at være velbegrundet, idet der foreløbig er registreret 34 tilfælde af ”super-gonorré” flere steder i landet. Men sundhedsmyndighederne frygter ifølge BBC News, at de 34 tilfælde, som er bekræftet ved laboratorietests, kun er ”toppen af isbjerget”.

Til at begynde med forekom den resistente gonorré hos heteroseksuelle par, men den har nu også vundet indpas blandt homoseksuelle mænd – og det var, hvad eksperter frygtede:

”Problemet er, at de har tendens til at sprede smitten hurtigere, da de skifter partnere oftere”, siger en sexolog til BBC News.

Homoseksuelle har desuden oftere gonorré i halsen, hvor risikoen for udvikling af resistens er højere, da antibiotika her når frem i lavere doser. Desuden myldrer halsen i forvejen af andre bakterier, som her kan overtage antibiotika-resistensen.

Gonorré på fremmarch i Danmark

Gonorré skyldes bakterien Neisseria gonorrhoeae og spredes ved ubeskyttet vaginal, oral og anal sex.

De mest almindelige symptomer er svie ved vandladning og infektion i svælget. Symptomerne kan være vanskelige at genkende hos cirka 10 pct. af smittede mænd, og hos tre fjerdedele af smittede kvinder eller homoseksuelle mænd.

Ubehandlet gonorré kan blandt andet medføre underlivsbetændelse og sterilitet, og sygdommen kan overføres til det ufødte barn. I svære tilfælde kan sygdommen føre til hjernehindebetændelse og betændelse i hjertet.

I Danmark konstateres årligt omkring 2.000 nye tilfælde af gonorré. Der er i de senere år sket et kraftig stigning i antallet af tilfælde, efter at sygdommen næsten var forsvundet under sikker-sex-kampagnerne i 1980’erne.