Skip to main content

Gonorré i eksplosiv vækst

Antallet af registrerede tilfælde firedoblet på tre år.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Klaus Larsen kll@dadl.dk

1. dec. 2016
1 min.

Flere og flere henvender sig på landets klinikker for kønssygdomme for at blive behandlet for gonorré.

Ifølge Metroxpress kan både Klinik for Kønssygdomme på Bispebjerg Hospital, Gentofte Hospital, Region Syddanmark og Aarhus Universitetshospital bekræfte tendensen.

På landsplan er antallet af registrerede tilfælde steget fra 689 i 2012 til 2788 registrerede tilfælde i 2015.

Specialeansvarlig overlæge Uffe Koppelhus fra klinikken i Aarhus fortæller, at antallet af tilfælde i hans klinik på ét år er steget med 100 procent, og at der procentvis er flere kvinder, der bliver smittet.

”Kvinder er i højere grad asymptomatiske og kan derfor gå med infektionen uden gener”, siger Uffe Koppelhus til avisen.

”Når bakterien er spredt til kvinder, som det er tilfældet nu, udgør kvinder, som ikke lader sig teste, og som måske har mange ubeskyttede kontakter, et 'reservoir', som holder epidemien ved lige. Vi oplever tit, at kvinder først kommer til test og behandling, når en partner har fået symptomer og har ladet sig teste”.