Skip to main content

Grundstenen for fremtidens læger - den medicinske bachelor- og kandidatuddannelse

Uddannelseskonsulent Sidsel Rasberg Wied, srw@dadl.dk

31. okt. 2005
3 min.

De læger, der uddannes på universiteterne i dag, skal arbejde som læger i det danske sundhedsvæsen de næste 30-40 år frem i tiden - og måske endda længere. Set i det perspektiv er de mange diskussioner om, hvor meget biofysik, eller hvor meget kemi skal fylde på bacheloruddannelsen uinteressant - det, der bliver interessant, er i langt højere grad, hvordan man uddanner læger til at håndtere de gigantiske udfordringer, sundhedssystemet står overfor.

Hvad skal uddannelsen indeholde for at sikre, at der uddannes fagligt dygtige, omstillingsparate, fleksible og ikke mindst professionelle læger til fremtidens sundhedsvæsen?

Lægeforeningen har med et oplæg til Lægeforeningens politik for den prægraduate lægelige uddannelse sat gang i den interne debat i foreningen. For også at få input fra universiteter, undervisere, afdelinger, samarbejdspartnere og studerende har Lægeforeningen arrangeret en række debatmøder, der er åbne for alle, der har interesse for fremtidens lægers uddannelse og dermed også deres introduktion til lægefaget og sundhedssystemet.

Møderne finder sted på henholdsvis Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og Københavns Universitet. På hvert møde er der mulighed for at drøfte Lægeforeningens oplæg til politik for den prægraduate lægelige uddannelse, men hvert møde har også et særligt fokus.

På mødet i Århus vil der være særligt fokus på forskning og forskningstræning i uddannelsen, muligheden for at indføre et speciale osv. På mødet i Odense sættes fokus på den kliniske uddannelse og mulighederne for at forbedre denne, og på Københavns Universitet vil omdrejningspunktet blive forholdet mellem kandidatuddannelse og turnusuddannelse.

Programmer for de tre arrangementer er at finde på www.laegeforeningen.dk

Mødekalender

Aarhus Universitet

Den 29. september 2005 kl. 16.00-18.00 i Auditorium 2 (bygn. 1253, lokale 211) i Søauditorierne, Wilhelm Meyers Alle, 8000 Århus C

Syddansk Universitet

Den 5. oktober 2005 kl. 16.00-18.00 i Store Auditorium, J.B. Winsløws Vej 15, 5000 Odense C

Københavns Universitet

Den 11. oktober 2005 kl. 16.00-18.00 i Henrik Dam Auditoriet på Panum Instituttet, Blegdamsvej 3, 2200 København N

Oplægget til Lægeforeningens politik for den prægraduate lægelige uddannelse kan findes på www.lægeforeningen.dk

Lægeforeningen mener

De tre fakulteter, de tre videreuddannelsesregioner og Sundhedsstyrelsen bør sammen fastlægge en klar definition af en basic doctor. I den proces bør Sundhedsstyrelsen også revidere turnusmålbeskrivelsen, således at denne lægger sig i naturlig i forlængelse af beskrivelsen af en basic doctor.

Lægeforeningen mener

Det er essentielt, at de forskningsmæssige kompetencer hos basic doctor'en er ens, ligegyldigt hvilket universitet vedkommende har taget sin kandidatgrad fra, ligesom de forskningskompetencer, som en nyuddannet kandidat skal besidde, bør styrkes mærkbart. Der bør derfor indføres et speciale på den prægraduate lægelige uddannelse normeret til et halvt årsværk.

Lægeforeningen mener

De studerende bør i kliniktiden blandt andet prøves i deres kompetence i at søge uddannelse på afdelingen, der omvendt naturligvis er forpligtet til at skabe et godt og trygt læringsmiljø for de studerende, som de har valgt at undervise.