Skip to main content

”Han blev fundet næste dag i en skov…”

Marie Brasholt er overlæge hos Dignity – Dansk Institut mod Tortur (tidl. RCT). Hun er på en opgave i Tanzania, bl.a. om et samarbejde med det nationale menneskerettighedsinstitut og landets lægeforening.

Marie Brasholt hos den tanzaniske lægeforenings direktør, Moses Kidew (Privatfoto).
Marie Brasholt hos den tanzaniske lægeforenings direktør, Moses Kidew (Privatfoto).

Klaus Larsen kll@dadl.dk

11. dec. 2015
3 min.

7.00 Jeg står op på hotellet i Dar es Salaam og går ned til morgenmad med mine tre kolleger. Intet usædvanligt, ud over et stort udvalg af eksotiske frugter, vi aldrig ser derhjemme. Derefter afventer vi den lejede bil med chauffør, der skal køre os til den danske ambassade.

9.00 Vi ankommer præcist til ambassaden, men forsinkes alligevel, fordi vi skal igennem et grundigt sikkerhedstjek og derefter sluses igennem et system med dobbelte døre. Vi møder to af ambassadens folk og drøfter det seminar, vi var til i går hos Tanzanias institut for menneskerettigheder, hvor ambassaden også deltog. Vi drøfter den uafklarede politiske situation efter valget samt mulige donorer, der kunne være interesseret i at skyde penge i projekter, der handler om menneskerettigheder.

10.15 Af sted til møde med menneskerettighedsinstituttet for at evaluere seminaret i går og diskutere forslag til fremtidige fælles projekter i Tanzania. I en pause fortæller en af mødedeltagerne om en oplevelse, han havde på en politistation for nylig. Han kom for at anmelde tyveri af nogle byggematerialer, men da han så en betjent komme ud fra et forhørslokale med blodige hænder, trak han sin anmeldelse tilbage og gik fra stationen, til stor undren for betjentene. Tortur ER udbredt i Tanzania – især som et afhøringsredskab, fordi politiet ikke har så mange andre metoder til at få tilståelser fra folk.

11.45 På vej til det næste møde stopper vi ved en lillebitte café for at spise frokost. Der er næsten ingen plads inden for, så vi sidder ude. Jeg får en sandwich med spinat og champignons og pommes frites, der er lavet af banan. Det smager udmærket. Larmen fra el-generatoren og dyttende biler er øredøvende.

13.30 Vi kører fra cafeen og ankommer til Muhimbili Hospital, landets største offentlige sygehus med 900 senge. På området har Tanzanias lægeforening også til huse i et lille lokale på 16 m2. Der er proppet med tre skriveborde, reoler og papir i dynger. Lidt småt i forhold til vores eget Domus Medica. Vi har et møde med lægeforeningens formand, Praxeda Swai, og direktør Moses Kidew, og taler blandt andet om at lave en undersøgelse af lægers viden om, holdning og adfærd i forhold til tortur i Tanzania.

Foreningen fik selv førstehåndskendskab til torturen, da lægerne strejkede i 2012. Det handlede både om løn og om forholdene på hospitalerne – noget så simpelt, som at der ikke var rindende vand eller handsker. Under strejken blev de strejkende lægers talsmand , Steven Ulimboka, bortført en sen aften i en bil uden nummerplader. Han blev fundet næste dag i en skov, mere død end levende. Han var blevet bundet og havde fået en sort hætte over hovedet. Derefter havde han fået så voldsomme bank, at han måtte indlægges. Han fik nyresvigt og måtte til behandling i Sydafrika i to måneder.

19.00 Tilbage på hotellet til en opsamling på dagens møder og aftensmad, som vi spiser uden for. Det er dejligt varmt. Dar es Salaam ligger ved havet, og der er et skønt udvalg af tropefisk på menuen. Jeg får rejer, de største, jeg nogen sinde har set.

21.30 Jeg går op på værelset og tager den malariapille, jeg glemte at tage i middags, svarer på et par mails og læser lidt, inden jeg falder om i sengen.