”Han vil noget – ud over egen karriere”

Når Jens Modvig slapper af med familien hjemme i Holte, går musikinstrumenterne på omgang, fortæller han i telefonen fra Geneve.

Her har den 62-årige overlæge i Dignity – Dansk Institut mod Tortur (før: RCT) netop sat sig for bordenden som formand i FN’s Torturkomité (CAT). Komiteen skal overvåge, at de 158 lande, der har ratificeret FN’s torturkonvention, faktisk overholder den.

”Det var egentlig arbejdet som socialrådgiver, der gav mig lyst til at læse medicin. Jeg kunne jo se, at det var læger, der afgjorde mange sager. Og da jeg tilmed var meget interesseret i socialmedicinsk forskning, meldte jeg mig på medicinstudiet”, siger Jens Modvig.

Efter en tid som socialmediciner, både klinisk og som underviser, tog han et afgørende karriereskridt, da lod sig headhunte til internationalt arbejde hos RCT. Først på deltid, men efterhånden kom RCT til at fylde det hele. Der kom et tre år langt mellemspil på Balkan, da Udenrigsministeriet efter krigens ophør udpegede ham som vicemissionschef i OSCE-missionen i Kosovo, hvor han kom til at lede cirka 1.000 medarbejdere.

”Det var spændende for en læge at lære noget helt andet – have medansvar for demokratiseringen, for politiuddannelse, organisering af valg, etablering af ombudsmandsinstitution og meget mere”, siger Jens Modvig.

En oplevelse, som i særlig grad gjorde indtryk, var, da han sammen med den særlige FN-repræsentant Søren Jessen-Pedersen offentliggjorde resultaterne efter de første frie lokal- og parlamentsvalg i Kosovo.

Inden han vendte hjem til RCT i København, skulle han dog lige et år omkring den serbiske hovedstad Beograd som chef for FN’s kontor der. Så helt uvant med internationale lederposter er han langtfra.

Jens Modvig flytter ikke til Geneve for good. Komiteen mødes tre gange årligt i fire uger for at gennemgå landenes rapporter og udgive konklusionerne i en årsrapport. Så selv om Jens Modvig det meste af året kan passe arbejdet som overlæge i Dignity, må familien – hans kone Marianne, fire voksne børn og to børnebørn – igen vænne sig til at undvære ham i længere perioder.

”En mand med mange talenter – og skidegod til at spille på guitar”. Sådan lyder karakteristikken fra studiekammeraten Anne-Marie Nybo Andersen, som i dag er professor i socialmedicin, og som han stadig ser privat. ”Han griber spaden og synger fællessange, når han kan komme til det”.

Hun leder efter et rammende ord og kommer op med dedikeret:

”Han vil noget, ud over sin egen karriere. Han har meget høje idealer, og det er ikke tilfældigt, at det er i Dignity, han arbejder. For ham er menneskerettighederne ikke en karriere, men noget, han mener og gerne vil bruge en meget stor del af sit liv på at arbejde med”.

De uger, Jens Modvig flytter til Geneve, kommer hans chef, læge og direktør i Dignity Karin Verland, også til at savne ham – på grund af netop de egenskaber, der førte ham til den internationale toppost:

Han er et af de mest velforberedte mennesker, jeg kender. Nok den mest velforberedte i vores ledelsesgruppe. Der er ikke et bilag, han ikke har læst, når vi mødes. Overordnet er han fagligt ekstremt velfunderet og udtaler sig kun, når han ved, at han har sikkert belæg”.

Karin Verland fortæller, at udnævnelsen er særligt bemærkelsesværdig, fordi valget faldt på en læge. Det plejer nemlig altid at være en jurist, der sidder for bordenden i FN’s Torturkomission.

”Men jeg har hørt, og jeg tror, at hans faglighed og arbejdsindsats – og ikke mindst evnen til at bygge diplomatisk bro mellem folk fra vidt forskellige nationer og stater, har været afgørende”.

”Og så er han i øvrigt et behageligt menneske – simpelt hen godt selskab. Han kan også være både sjov og festlig – det er man nødt til en gang imellem, når man arbejder med dette område”, siger Karin Verland.