Skip to main content

»Har du set vores Facebook-side?«

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

9. nov. 2012
3 min.

Du er lige kommet hjem fra en tur til Holland, hvad skulle du der?

Hollænderne har stået over for det samme problem som os - de myndigheder, der betaler for almen praksis, ville låse udgiftsniveauet fast, mens der fortsat kom opgaver mange steder fra. Det glædede os at se, at de hollandske kolleger fik modparten til at anerkende, at det kunne man ikke.

Hvad endte det med?

Myndighederne anerkendte, at aktiviteten hos lægerne måtte stige, og til gengæld skulle de hjælpe med at håndtere de større udgifter andre steder i sundhedsvæsenet, f.eks. ved at udnytte rationel farmakoterapi mere. Og så nogle mere generelle hensigter om at være tilbageholdende med henvisninger til sygehusene.

Omring 6.000 af de hollandske læger deltog i en aktion i Amsterdam - er det noget, der inspirerer dig?

Det var åbenbart et signal, der blev forstået af offentligheden. Det gjorde indtryk, at 6.000 normalt stille og rolige praktiserende læger protesterede for ordentlige vilkår. Det tænker vi også over. Hvis der ikke snart er fremgang i forhandlingerne, kan det være, at vi skal til at få vores kolleger op af stolene.

Repeter lige, hvad forhandlingerne er strandet på, set fra din stol?

Danske Regioner vil have, at ligegyldigt hvad de eller patienterne smider i hovedet på os, skal det rummes inden for den økonomi, vi har nu. De har krav til produktivitet og siger, at inden for den nuværende ramme skal vi finde midler til f.eks. akkreditering. De siger også, at hvis de ikke kan få de to pct. produktivitetsøgning, som de ønsker, på anden måde, vil de nedsætte vores honorarer med to pct. om året.

Taler du med dine patienter om dette her?

En lille smule. Har du set vores Facebook-side? (Bevar familielægen, red.) Jeg har sat nogle opslag op i mit venteværelse, som refererer til den. Der har også været nogle kommentarer, hvor nogen har været inde og give tommelfingeren op. Forrige weekend alene kom der 1.350 likes.

Hvad kan I ellers gøre?

Vi kan prøve at tydeliggøre, hvad vi gør for samfundet. Vi har f.eks. arbejdet meget med rationel farmakoterapi og kunne pege på, hvor meget der er at spare ved at bruge billig medicin.

Hvis I ikke når til enighed med Danske Regioner, hvad sker der så?

Vi er nødt til at reagere med de midler, vi nu har, og groft sagt skære ned på personalet. Det er korrekt, at vi er blevet tilført mere økonomi, men problemet er, at udgifterne til primært personale er steget så meget mere, at vi har tabt indtjening. Det er der mange brancher, der må leve med, men det motiverer jo ikke til at udvide investeringerne. Vi må gøre ligesom bankerne og reducere udgifterne. Det vil helt indlysende føre til nedsat service og behandling.

Vil I slet ikke kunne tage nye opgaver?

Vi er dybest set nødt til at fastlåse aktiviteten, som den er nu. Når der så kommer nye opgaver, som kan komme fra mange andre kilder, skal vi flytte andre opgaver primært til enten speciallæger eller sygehusene.

Så et pres på primærsektoren vil altså paradoksalt nok føre til et øget pres på sekundærsektoren?

Enten skal man finde metoder til at presse nedad fra os, så kommunerne pludselig får en masse nye opgaver, eller også kommer det til at gå opad. Eller man skal overbevise patienterne om, at de skal gå mindre til lægen.