Skip to main content

Her fødtes dansk underlivskirurgi

I et lille, afsidesliggende hus udførte landlægen Claudius Julius Boye den første, danske ovariotomi, som ikke endte med patientens død.

Huset i dag: Et ”håndværkertilbud” hos Home, Vejle. (Foto: Home / pro-plan.dk)
Huset i dag: Et ”håndværkertilbud” hos Home, Vejle. (Foto: Home / pro-plan.dk)

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

25. jun. 2018
7 min.

Lidt øst for Jelling ad landevejen til Vejle ligger et lille hus med en helt særlig historie. Huset er bygget i 1830 og har kendt bedre dage. Faktisk er det tæt på at falde sammen. Det er svært at forestille sig, at det var i dette hus, at der i 1867 blev skrevet et vigtigt kapitel i dansk medicinhistorie.

Det var nemlig her, at en landlæge udførte Danmarks første vellykkede ovariotomi. En operation, ingen patienter før havde overlevet.

Men først lidt forhistorie:

 

»Den slags Forbrydelser …«

Tyve år tidligere var en dansk patient for første gang blevet opereret under fuld bedøvelse. Indtil da tvang patientens ubærlige smerter kirurgen til at afslutte i en fart. Men en bedøvet patient lå stille, og det gav kirurgerne mulighed for at udvikle mere avancerede og tidskrævende operationer.

Der var dog fortsat et problem: Dødeligheden var tårnhøj. Selv en vellykket operation endte ofte ofte i tragedie, når patienten fik infektion og »sårfeber« – selv efter mindre indgreb.

Ingen vidste, hvad sårfeberen kom af. Man antog, at årsagen var miasmer – usynlige, fordærvede uddunstninger fra omgivelserne. Ingen mistænkte kirurgens sorte negle og snavsede instrumenter – endsige hans operationsjakke, der var stiv af blod og pus. Så dødeligheden satte grænser for, hvor dristigt kirurgerne turde gå til værks. Kroppens indre var fortsat forbudt område. Da dekanen på Lægevidenskabeligt Fakultet i 1867 tog afsked med de nye kandidater, sagde han formanende:

 

»Saa véd de Herrer, at der er nogen, der er begyndt at operere i Underlivet. Den slags Forbrydelser gaar jeg ud fra, at De ikke indlader Dem paa!«

 

En dødelig operation

Dekanens ord var udløst af rygter om det, der netop var foregået i det lille landhus ved Jelling.

Her havde landlægen Claudius Julius Boye (1823-1879) foretaget en vellykket ovariotomi – idet han havde fjernet æggestokkene hos en gårdmandskone, der havde bedt ham fjerne en stor og hurtigtvoksende »svulst« i højre side af underlivet – en ovariecyste.

Det var ikke første gang, at operationen blev udført i Danmark. Men landmandskonen, fru Hansen, var den første, der havde overlevet. I København havde den dygtige kirurg og gynækolog Frantz Howitz (1828-1912) foretaget adskillige ovariotomier, men hver gang var patienterne døde.

Boye var ellers ikke kirurg. I krigen 1848-1850 havde han som medicinstuderende deltaget som frivillig og fungeret som underlæge i hæren. Det var et crash course i krigskirurgi. Men det var også Boyes eneste kirurgiske ballast, da han 17 år senere – efter lang tids tøven – kastede sig ud i den store underlivsoperation.

 

Viljestærk kone

Da gårdmand Anders Hansens 34-årige kone bønfaldt Boye om at fjerne den store svulst i hendes underliv, sagde han først nej. Uden for København fandtes der ingen operationsstuer, og provinsens sygehuse var næsten udelukkende isolations- og opbevaringssteder. Fru Hansen havde allerede været i København, hvor lægerne på Frederiks Hospital flere gange havde tappet en »mørkfarvet Væske i rigelig Mængde«. De havde rådet hende til at få fjernet svulsten, men da hun hørte, at ingen endnu havde overlevet, fik hun kolde fødder.

Men nu var hun hjemme, og svulsten blev bare ved med at vokse. Boye havde allerede tappet væske af hende flere gange, men han kunne ikke overtale hende til at rejse til København og lade Howitz ordne operationen. Hun insisterede på, at Boye skulle gøre det. Og – som gårdmand Hansen sagde – var hans kone meget viljestærk.

Huset på Jellingvej - som det så ud i 1962.

Ugerne gik, men Boye, der intet anede om underlivsoperationer, vægrede sig fortsat. Imens fortsatte cysten med at vokse. Der var også kommet pus i den væske, han tappede, og der var tegn på begyndende bughindebetændelse. Kvinden var meget dårlig, og Boye var ikke i tvivl om, at uden operation ville hun snart dø. Så omsider gav han efter.

 

Cyste på 25 kilo

I samråd med en kollega i Horsens tog Boye fat på forberedelserne. Han læste om operationen og lånte instrumenter af Frantz Howitz i København. Der blev fundet et egnet hus til operationen og det efterfølgende sygeleje. Boye fortæller:

 

»Den 28. August [fik jeg] Patienten flyttet hen til et høit, fritliggende Sted i min Nærhed med to rummelige Værelser, hvoraf det ene kunde bruges til at foretage Operationen i, medens det andet skulde være det egentlige Sygeværelse«.

 

Nogle dage senere blev patienten dødssyg: »med marmorkoldt, svedbedækket Ansigt, gispende efter Luft, Læberne blaalige, Pulsen næsten utællelig. Hvor nødigt jeg end vilde det, maatte jeg strax punktere Underlivet, og med nogen Besvær fik jeg taget otte Potter Vand, og omtrent lige saa meget sivede bagefter fra hende«.

Et par dage senere – den 3. september – opererede Boye. Til at hjælpe sig havde han to kolleger, der, lige som Boye, aldrig havde set en underlivsoperation. Patienten blev bedøvet med kloroform – plus et skud morfin for en sikkerheds skyld. Alligevel vågnede hun pludselig op af den overfladiske narkose, mens bughulen endnu lå vidt åben. »Hun klagede sig stærkt«, og der var nærmest ingen puls, skriver Boye. Og da hendes almentilstand i øvrigt var dårlig, måtte han afslutte operationen i en fart.

Den fjernede cyste vejede 5 kg, efter at den var tømt for væske, og omkredsen var ca. en meter. Og så var den endda gået i stykker under operationen, så Boye måtte nøjes med at skønne over indholdets oprindelige omfang. Han anslog, at præparatet har vejet omkring 25 kg.

Midt i oktober var fru Hansen oppegående, og kunne snart vende hjem til sig selv.

 

»Undgå de store hospitaler«

Boye vidste ikke noget om de stafylokokker, der var årsagen til både »sårfeber«, »barselsfeber« og andre dødelige infektioner. Ført i det efterfølgende tiår opdagede Louis Pasteur og Robert Koch de patogene mikroorganismer. Boye var miasmatiker, og det var derfor, han ville have »et høit, fritliggende Sted« med frisk luft og lys omkring – og hvor man tilfældigvis også var fri for de bakterier, der var skyld i de mange hospitalsinfektioner.

Boye mente beskedent, at det heldige udfald skyldtes »en af de lykkelige Tilfældigheder, der af og til opmuntrende møder Lægen under Udøvelsen af en undertiden tilsyneladende haabløs Gjerning«. Og så var han overbevist om, at sådanne store operationer bedst »foretages i Lokaler fjernede fra Sammenhobningen af mange Mennesker«. Et spisebord i en luftig stue på landet var kort sagt et mindre risikabelt sted at operere end hovedstadens uhumske, overfyldte hospitaler.

Boye frarådte at sende patienter til ovariotomi på »de store Hospitaler«, men i stedet finde »et fritliggende, sundt Lokale paa Landet«, omgivet af den friske luft og tæt på kærlige slægtninge, der kan passe og pleje patienten under vante forhold:

 

»Vel sandt, vi Læger paa Landet kunne i Regelen ikke have den kirurgiske Færdighed eller det therapeutiske Kundskabsforraad til vor Raadighed, som der findes ved de store Hospitaler; men Erfaring lærer, at disse Mangler mere end opveies ved de heldigere Forhold, hvorunder vi kunne stille vor Patient. Og dertil maa erindres, at Ovariotomien er en Operation, hvortil ikke udfordres nogen særlig operativ Færdighed, men kun Omhu og Ro. Blev det mere almindeligt, at de praktiserende Læger selv udførte Ovariotiomien, da vilde sikkerlig ogsaa dens Resultater stille sig gunstigere, end hidtil har været Tilfældet her i landet«.

 

Boye danner skole

Efter den vellykkede operation fortsatte Boye med at udføre underlivsoperationer – ofte hjemme på patienternes eget spisebord. Mange gik godt – andre ende fatalt. Sådan måtte det være i betragtning af, at Boye aldrig afviste tilfælde som »håbløse«. Hans samlede dødelighedsprocent var 40 – og for de sidste 23 operationer i årene 1876-1878 var overlevelsesprocenten 78.

Frantz Howitz og andre tog ved lære af Boyes eksempel og begyndte at finde operationslokaler uden for hospitalet. Og nu kunne patienterne efterhånden forvente at overleve.

Også huset ved Jelling har overlevet – men nu ringer dødsklokkerne. Ejendommen er sat til salg, og på mæglerens hjemmeside betegnes det som »nedrivningsklart«.

Skulle et museum have appetit på at bevare det medicinhistoriske monument, kan det erhverves for sølle 195.000 kroner.

 

 

 

 

 

 

 

Referencer

LITTERATUR

Hospitalstidende for 16. oktober 1867: ”Et Tilfælde af Ovariotomi med heldigt Udfald”

Hospitalstidende, 1868, s. 165 ff.