"I det hele taget er sproget nok hovedårsagen til, at mange udlændinge opsøger landsmænd, når de skal til læge," fortæller Bo, der som noget af det første efter ankomsten for godt 11 år siden tog et intensivt spanskkursus på universitetet i Málaga.
"Mange danskere klarer sig udmærket i det daglige. Men når det kommer til sygdom – til deres helbred – vil de være mere end 100 procent sikre. Helt ned i mindste detalje. Det kan godt være, at de forstår, hvad de fejler. Men stilles de for eksempel over for tre forskellige behandlingsmuligheder, foretrækker de at få forklaringen på deres eget modersmål," siger Bo, der i begyndelsen mestrede lige præcis så meget af sproget, som det gav at have haft sommerhus dernede i nogle år.
I dag ser det helt anderledes ud. Han lever jo på spansk i det daglige. Har lokale venner og bekendte. Og må ofte kommunikere med sine kolleger. Ikke mindst på operationsstuen som speciallæge i brystkirurgi. Nu minder de fleste fagudtryk heldigvis om hinanden. De udspringer jo af latin. Men redskaberne hedder noget forskelligt, som jeg dog hurtigt lærte, konstaterer Bo, der roser de spanske læger for en utrolig åbenhed.
"Ikke alene er de hjælpsomme. De lytter også. Udlændinge opfattes ikke som konkurrenter, men som kolleger. Og jeg har selv lært utroligt meget af dem," medgiver Bo, der fra begyndelsen faldt så godt til hernede, at det måske undrer, at han midt i det hele rejste tilbage til Danmark.
"Den afgørende faktor var givetvis, at jeg lå i skilsmisse, da tilbuddet kom om at være med til at bygge et brystkirurgisk afsnit op på Holstebro Sygehus. På en foreløbig étårig kontrakt. Ikke blot var det en faglig udfordring. Men samtidig kunne min kone blive boende i huset, til hun havde fået hold på sin fremtid," siger Bo. Desuden kunne jeg hver måned i en forlænget weekend – torsdag-fredag-lørdag eller fredag-lørdag-mandag – pendle mellem Jylland og Spanien og behandle nogle af mine faste patienter på klinikken i Fuengirola.
Men stresset, det var det. Og da han så tilmed blev tilbudt et år mere i Danmark, måtte han ansætte en vikar. Men skæbnen ville, at en af kystens øvrige danske læger, Hanne Hansen, samtidig stoppede på det nærliggende danske genoptræningscenter Montebello. Derfor opsagde hun lejemålet for sin egen praksis og flyttede ind i mine lokaler. Ikke alene deltes vi om sekretær og husleje, jeg kunne også være sikker på, at der altid ville være en dansk læge til stede.
Året efter var dr. Rosenkilde dog ikke i tvivl. Han ville hjem – og det ville sige til Spanien. Hvad jeg inderst inde allerede var klar over, da jeg tog til Holstebro. Men jeg pendler stadig. Og fortsat én gang månedligt. Nu bare den anden vej. Dog til Herning, hvortil man – efter at have flyttet diagnostik og kirurgi fra Holstebro til Viborg – har henlagt efterbehandlingen. Af for mig uransagelige årsager, efter at det nye brystkirurgiske afsnit, som vi, deriblandt en kollega, der hentedes hjem fra Abu Dhabi i Mellemøsten, ikke uden succes havde fået skabt i Holstebro.
Klinikken i Fuengirola er i mellemtiden også blevet fortid. Da hans »logerende« Hanne Hansen flyttede sin konsultation til privathospitalet »Xanit« ved Benalmádena, rykkede Bo ind på »Clinica Santa Elena«. – Ikke blot fordi jeg nu kun skal betale husleje, når jeg benytter lokalerne. Men også for at være tæt på de læger og sygeplejersker, jeg arbejder sammen med.
Så Solkystens »danskerlæge« har stadig så megen fart på, at mange tillader sig at tvivle, når han påstår, at han har tænkt sig at holde inde, når han fylder 70 år. For selv om Bo har hjulpet, helbredt og trøstet hundredvis af herboende landsmænd, er der dog fortsat ting, han ikke kan kurere.
Nysgerrighed og rastløshed!