Historisk fælles oprydning i sygehusenes bureaukrati

Lægerne bruger mere og mere tid på dokumentation og registrering og mindre på patienterne. Det har den ene undersøgelse efter den anden vist og det har man talt om i nogle år, uden der er sket de store forandringer.

Nu er der – måske – håb forude. Overlægeforeningen, Yngre Læger og Danske Regioner samler nu kræfterne og finder i fællesskab kost og spand frem for at fjerne den del af bureaukratiet, der er unødvendigt.

”Derfor har vi i Overlægeforeningen, Yngre Læger og Danske Regioner besluttet at

indleder et samarbejde, der skal finde nye veje til at rydde op i de unødvendige dokumentationskrav og checklister,” skriver formændene for de tre organisationer, Anja Mitchell, Camilla Rathcke og Bent Hansen i et fælles indlæg i Politiken i går onsdag.

I næste uge holder de et fællesværksted, hvor læger fra hele landet – og vi taler både yngre læger, overlæger og cheflæger – samt sygehusdirektører sætter sig sammen for at finde konkrete løsninger på den overvældende dokumentation- og registreringsmængde.

De tre organisationer er enige om, at forandring bedst sker nede fra og det er baggrunden for initiativet, der skal udfolde sig parallelt med den afbureaukratiseringsbølge, der er sat i gang oven fra, Danske Regioner formulerede f. eks fem dogmer om afbureaukratisering tidligere på året og regeringen har set det på dagsordenen i sit sundhedsudspil fra august. De tre formænd skriver:

”Mange projekter kommer aldrig til at virke, fordi de ikke har rødder i den praktiske hverdag. Det vil vi ændre ved at forsøge at finde metoder og værktøjer, som kan bruges på både små og store sygehuse landet over.”

Dobbeltformål: Kvalitet og kontrol

Anja Mitchel, formand for Overlægeforeningen, siger om baggrunden for initiativet:

”Til trods for at skiftende regeringer har talt om, at de vil begrænse den stigende bureaukratisering, er der kun kommet mere af det. Jeg tror, at det bl.a. skyldes, at mange registreringer har fået et dobbelt formål, de bliver brugt både til kvalitetsforbedringer og til kontrol. Det vi skal nu, er at afskaffe de unødvendige registreringer, dem som tager tid fra behandlingen og hvor udbyttet ikke kan opveje det. Og så skal vi have en fælles intention om, at vores dokumentation skal være målrettet.”

Hvem ligger bolden hos?

”Det er et fælles projekt, det er hele systemet, der skal se sig selv igennem. Mange sygehuse kræver fx, at alle skal kunne alt i forhold til ildebrand. Der må det være nok at de fleste kan det basale og alarmere dem, der kan det hele. Alle skal ikke kunne alt og alle skal ikke vide alt. Vi ser også at centralt udstedte retningslinjer, ofte lige af det enkelte sygehus eller kvalitetsafdelingen bliver udbygget med endnu flere dokumentationskrav. Men også klinikere kan blive grebet af tanken om at lige præcis på deres område er det vigtigt at skrive en vejledning. Det kan medvirke til, at vi har afdelinger med uoverskueligt mange vejledninger.”

Hun tilføjer:

”Jeg er glad for, at vi nu går sammen og taler om, hvordan vi kan få hele systemet ind på den samme tankegang om, at enhver dokumentation, der indføres skal have et klart mål og tiden, der bruges på det, skal stå i forhold til formålet.”

Vi kan ikke se skoven for bare træer

Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger siger om initiativet:

”Vi skal i fællesskab sætte skub i ledelserne og få dem til at formulere en dagsorden helt kliniknært, der handler om at afskaffe overflødigt bureaukrati. Det er meget vigtigt, at det kommer helt ud i klinikken, så klinikerne selv tager del i det arbejde.”

Nu har læger i nogle år klaget over for meget bureaukrati – hvorfor er der ikke rigtig sket noget endnu?

”Vi er kommet til at læne os for meget opad Den Danske Kvalitetsmodel, og før den for nogles vedkommende Joint Commssion, og så har vi lokalt lagt os i sporet på dem og fået skabt endnu mere og for meget registrering. Når vi ikke rigtig har fået gjort noget ved det, tror jeg det skyldes, at vi ikke kan se skoven for bare træer. Det er svært at få fat i, hvor man skal begynde, fordi mange tjeklister og kvalitetsregistreringer osv griber ind i hinanden og går på tværs af funktioner. Det kræver dialog. Og det regner vi med kommer nu.”

Man skal altså ikke sidde og vente på at der kommer lovændringer?

”Nej. Der er meget, vi selv kan gøre. Alle os, der har kritiseret, at der er for mange registreringer, må tage et ansvar for at ændre det, fordi meget af det er noget, vi selv har skabt.”

Danske Regioners sundhedspolitiske direktør, Erik Jylling, vil heller ikke pege på nogen bestemt bad guy, der er skyld i bureaukratiseringen og som derfor skal påtage sig oprydningen:

”Det er ikke regionerne, der har lavet reglerne. Meget af bureaukratiet bunder oprindeligt i folketingsbeslutninger. Det har igen at gøre med at lovgivning er den mulighed, som politikerne har, når de tager enkeltsager op.

Men jeg synes ikke, at man kan tale om nogen bad guys her, det er en knopskyning, der sker. Se fx på akkrediteringen, som startede bredt med krav til bl.a. processer i model 1, men hvor kravene blev snævret ind i model 2. Men mange steder er der sket det, at man ude på sygehusafdelingerne har slået model 1 og 2 sammen, så registreringsmængden er blevet større. Tilsyneladende ved man ikke ude på afdelingerne, at der er skåret ned på kravene i den anden version. Og vi hører lægerne vånde sig over krav, som i realiteten slet ikke er lovkrav.”

Erik Jylling mener, at sygehusene må se sig selv efter i sømmene for at efterspore den knopskydning, der sker. Og det er ikke bare i forhold til akkreditering. Han giver et eksempel med en simpel centralt formuleret regel om sygefraværssamtale – et KTO-krav - , der indledningsvist fyldte fem linjer og i øvrigt kan overholdes med metodefrihed, på sin vej ud til frontlinjen blev udsat for forbedringer – af den enkelte region, af sygehusets HR-afdeling og måske af afdelingen, så den ender med at være en vejledning på 25 sider.

Han konkluderer:

”Ingen steder er der tale om ond vilje, tværtimod, alle ændringer foretages i den bedste vilje og ses som en forbedring. Men der sker det at det bedste ender med at blive det godes fjende.”

Hvordan vil I så rydde op?

”Der er ikke noget quick fix. Det er et langt sejt træk, hvor man ude på afdelingerne må tage de enkelte registreringer frem og spørge om det giver værdi for patienterne og om det giver værdi for behandlingskvaliteten. Der skal nok en mentalitetsændring til.”