Hjælp dog de praktiserende læger!

De praktiserende læger har brug for en hjælpende hånd - de har brug for shared care. I hvert fald når det gælder behandlingen af patienter med affektive lidelser. Den er slet ikke god nok, som den er i dag. Ikke nok med, at kun ca. hver anden depressionsramt bliver opdaget, af disse er det igen kun halvdelen, der får den rigtige diagnose og den rigtige behandling. På hvilket andet sygdomsområde accepterer man en så ringe succesrate?

I DepressionsForeningen mener vi, at shared care er den hjælpende hånd, der bredt set kan sikre patienterne det nødvendige kvalitetsløft i behandlingen af affektive lidelser. Både med hensyn til diagnosticering og selve behandlingen.

I dag er tid, viden og behandlingsmuligheder for de praktiserende læger - generelt set - for begrænsede. Mange har for travlt til at stille den rette diagnose og til at hjælpe den depressive trygt og sikkert i gang med behandlingen samt sørge for løbende opfølgning. Samtidig står de praktiserende læger i mange tilfælde også ret alene. De mangler specialiseret viden og har kun få supervisions- og henvisningsmuligheder, når svære og mangefacetterede affektive diagnoser skal stilles og behandles.

De praktiserende læger gør deres bedste og arbejder alt, hvad de kan. Men de har brug for en hjælpende hånd. Helt bogstaveligt. Flere hænder, flere kompetencer og en bedre struktur.

Vi ved nu, at en shared care-tilgang vil betyde færre depressionsdage for patienterne. Diagnosticeringen og behandlingen vil blive væsentligt styrket gennem psykiatriens tættere tilknytning til almen praksis. De praktiserende læger skal sikres efteruddannelse og supervision fra en speciallæge i psykiatri.

Patienten og patientens pårørende vil bedre kunne følge med i behandlingen og dermed opnå større komplians gennem case managers/praksiskonsulenter og behandlingsplaner. Man bør samtidig øge mulighederne for at inddrage andre faggrupper, herunder udvide henvisningsmulighederne med evidensbaseret psykologbehandling, samt overveje inddragelse af andre faggrupper f.eks. socialrådgivere for at sikre en helhedsorienteret rehabiliteringsplan. Det har vi allerede i dag gode erfaringer med bl.a. i Odense.

Shared care har været kendt i en del år og har været praktiseret længe i bl.a. Canada, England og USA. Også herhjemme har faglige kredse slået til lyd for denne tilgang. I 2007 fulgte DepressionsForeningen sammen med OCD-foreningen og Angstforeningen trop. I visionsprogrammet »10 til 5« (find det på www.depressionsforeningen.dk) var shared care et af ti konkrete tiltag, som vi ønskede gennemført. Senest er Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner kommet med de samme anbefalinger.

Selv om ønsket altså ikke er nyt, glæder vi os over, at regionerne, lægerne og patienterne nu har fundet fælles fodslag. Men vi kan heller ikke vente længere. Shared care bør indføres nu. For samfundets, for patienternes og for de praktiserende lægers skyld. Det er bare om at komme i gang!