Skip to main content

Hjertepatienter undersøges ikke for depression

Retningslinjer tilsiger, at hjertepatienter undersøges for depression, men det sker ofte ikke.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.
13. jul. 2015
2 min.

Hjertepatienter har ca. dobbelt så stor risiko for at udvikle depression som raske. Men en rapport fra Hjerteforeningen viser, at mange - trods retningslinjer på området - ikke bliver undersøgt for psykiske følger af deres sygdom, skriver Information.

»Problemet er, at der potentielt er mange hjertepatienter, der går rundt med depression eller angst, og vi ved, at det har en masse bivirkninger. Dels øger det risikoen for at dø af hjertesygdomme, og dels har det betydning for patienternes livskvalitet«, siger forebyggelseschef i Hjerteforeningen Morten Ørsted-Rasmussen til avisen.

»Vi taler ikke nødvendigvis om en særligt omkostningsfuld ydelse. Vi har set gode eksempler, hvor patienterne får tilsendt et spørgeskema fra deres hospitalsafdeling, og så bliver de indkaldt til en samtale, hvis svarene tyder på, at de kunne have depression eller angst«, siger han.

Rehabiliteringen af hjertepatienter, der ligger både hos regionerne og kommunerne, indebærer kost-og motionsråd, eventuel rygestopvejledning og altså en undersøgelse af, om patienterne viser tegn på angst eller depression.

Men det opdelte ansvaret kan være et problem, mener Morten Ørsted-Rasmussen: »Vores ønske er, at hospitaler og især kommuner forholder sig mere systematisk til det, og at dem, de får igennem deres rehabiliteringsforløb, bliver screenet. Screeningen bør foregå i starten af forløbet og gentages senere, da angst og depression også kan opstå på et senere tidspunkt i forløbet, hvor borgeren typisk modtager rehabilitering i kommunalt regi«, siger han til avisen.