Skip to main content

Høje forventninger til Yngre Lægers repræsentanter

Yngre Læger skal have nyt repræsentantskab og har til det kommende valg sat streg under deres forventninger til de kommende repræsentanter.

Foto: Carsten Ingeman og Claus Boesen
Foto: Carsten Ingeman og Claus Boesen

Freja Kierstein Johansen, fkj@dadl.dk

31. aug. 2015
6 min.

Som repræsentant for Yngre Læger skal du være ambassadør for organisationen, lyder en af Yngre Lægers forventninger til de kommende repræsentanter.

Faktaboks

Fakta

Yngre Læger har i denne omgang gjort mere ud af at forventningsafstemme med de kommende repræsentanter inden valget, der går i gang d. 16. september og slutter d. 24. september.

Formand for Yngre Læger, Camilla Rathcke, forklarer, at forventningerne ikke som sådan er nye.

»Vi italesætter bare vores forventninger endnu tydeligere end førhen. Vi mener, det er vigtigt at understrege forventningerne mere, fordi repræsentantskabet trods alt er Yngre Lægers øverste myndighed, som vælger bestyrelsen og bestemmer politikken«, siger hun.

Formanden glæder sig til at møde både nye og genvalgte repræsentanter, som kan se frem til blandt andet at arbejde videre med en række initiativer om det fremtidige lægelige arbejdsmarked.

»Fordelingen af læger og rekruttering er det helt store emne på dagsordenen, da vi fortsat mangler læger i hele landet. De initiativer, vi begyndte at arbejde med i foråret, vil vi helt klart arbejde meget med de kommende år, da det er noget, der fylder meget – både for os, Lægeforeningen, Danske Regioner og Sundheds- og Ældreministeriet,” siger Camilla Rathcke.

Hvad får man ud af at være repræsentant? Ugeskriftet har snakket med tre læger, der har tre forskellige forhold til Yngre Lægers repræsentantskab. En stiller op for første gang, en anden går efter at blive genvalgt, og en tredje sidder slet ikke i repræsentantskabet længere, men er rykket et par skridt videre.

Steen Fagerberg 
Foto: Carsten Ingemann

Alder: 29 år

Stilling: Ph.d.-studerende, Aarhus Universitet

Yngre Lægers repræsentantskab: Førstegangsopstiller.

Andet: Har siddet i FADL og IFMSA. Har været formand for IMCC, samt formand for Ph.d.-foreningen på Aarhus Universitet.

Hvorfor stiller du op til repræsentantskabet?

Læger er generelt udfordret i øjeblikket. Både fordi der mangler læger, men også fordi sundhedsvæsenet generelt er udfordret af nedskæringer og besparelser over næsten hele linjen. Jeg har altid godt kunne lide at engagere mig i foreninger, der giver mening – sidst var det IFMSA. Mit arbejde der slutter nu, så derfor har det været naturligt for mig at søge hen imod noget nyt fagpolitisk arbejde. Alt i alt vil jeg jo gerne bare være med til at farve debatten på sundhedsområdet og tale lægernes sag nationalt, men også at være med til at sætte de globale sundhedsproblemer på vores dagsorden.

Hvad forventer du at få ud af at være repræsentant?

Hvis jeg bliver valgt, håber jeg at få en større viden om de forskellige grupper i mit fag. Jeg vil lytte og stille spørgsmål, så meget jeg kan. Og så håber jeg at få lov til at sætte mit præg på debatterne – jeg ser for eksempel gerne, at vi som Yngre læger tager større del i debatten om sikring af sundhedsydelser til alle – især med henblik på at vi holder fast i vores lægeløfte, når vi i fremtiden bliver yderligere udfordret i forhold til f.eks. lægelig behandling af flygtninge.

Helene Westring Hvidman Foto: Claus Boesen

Alder: 35 år

Stilling: Ph.d.-studerende, Fertilitetsklinikken, Rigshospitalet

Yngre Lægers repræsentantskab: Valgt ind i 2009 første gang og har været med siden.

Andet: Næstformand i Yngre Læger, Region Hovedstaden. Medlem af Koordinationsforum, Lægeforeningen Region Hovedstaden. Netop trådt ud af Yngre Lægers Uddannelsesudvalg. Har tidligere være næstformand i Yngre Læger, Region Sjælland, og har under studiet engageret sig i både Medicinerråd, Studienævn og FADL.

Hvorfor stiller du op til repræsentantskabet?

Jeg synes, politik og organisationsstof er sjovt og udfordrende. Derudover har jeg ikke lyst til at sidde i hjørnet og være bitter, fordi der er noget, jeg er utilfreds med. Jeg vil hellere være med til at diskutere, om tingene skal være, som de er, eller om der er noget, der skal ændres. Jeg stiller op til repræsentantskabet igen, fordi arbejdet i repræsentantskabet er vigtigt, og fordi jeg mener, jeg har noget at bidrage med. Alt i alt synes jeg, det er vigtigt at have indsigt i og kunne påvirke de ting, der berører yngre læger og sundhedsvæsenet generelt.

Hvad har du fået ud af at være repræsentant?

Jeg har blandt mange andre ting fået et helt fantastisk netværk, jeg både kan bruge privat og professionelt. Nogle gange bliver jeg spurgt, om jeg ikke forsømmer min familie ved at lave så meget, men det mener jeg ikke. Jeg bliver glad af at være med, og dermed får jeg mere energi, som jeg kan bruge sammen med min familie.

Andreas Rudkjøbing Foto: Claus Boesen

Alder: 34 år

Stilling: Formand for Lægeforeningen

Yngre Lægers repræsentantskab: Valgt ind i 2011 og sad med indtil Lægemødet 2015, hvor han blev valgt som formand for Lægeforeningen.

Andet: Tillidsrepræsentant på Københavns Universitet i forbindelse med ansættelse der. Har siddet i bestyrelsen i Yngre Læger og været formand for IFMSA. Har i hele sin studietid været aktiv i både IMCC og IFMSA.

Hvorfor stillede du i sin tid op til repræsentantskabet?

Jeg blev interesseret i fagpolitik, fordi jeg i flere omgange oplevede ting, jeg syntes burde ændres. I min ansættelse i Sundhedsstyrelsen viste det sig for eksempel, at jeg ikke var sikret barsel. Jeg syntes, det var for dårligt, at jeg ikke havde vilkår, der beskyttede mig i en sag om noget så basalt som barsel. Det var starten, men overordnet handler min deltagelse i det politiske om, at jeg gerne vil være med til at forbedre vilkårene for lægerne.

Hvad har du fået ud af at være repræsentant?

Jeg har fået et kæmpe indblik i, hvordan Yngre Læger og Lægeforeningen fungerer som organisation. Jeg har siddet på bagsmækken i forbindelse med overenskomstforhandlinger, og det giver bestemt et indtryk af, hvordan hele maskineriet fungerer. Nogle af de erfaringer, jeg har fået i Yngre Lægers repræsentantskab, har nok også været med til, at jeg er blevet valgt som formand for Lægeforeningen, og erfaringerne bruger jeg stadig. Alt det lavpraktiske som at gå på talerstolen og udtale sig til pressen, har jeg lært i repræsentantskabet, og så er netværket altafgørende i forhold til at komme videre. At jeg så også har siddet i bestyrelsen, har gjort det lettere at skifte fra Yngre Læger til Lægeforeningen.