Skip to main content

Høje-Taastrup også truet af lægemangel

Lægemanglen truer nu også i Høje-Taastrup Kommune, hvor samtlige praktiserende læger har lukket for tilgangen af nye patienter.

Borgmester Michael Ziegler (K), Høje-Taastrup Kommune, der nu også presses af lægemangel. Foto: Høje-Taastrup Kommune.
Borgmester Michael Ziegler (K), Høje-Taastrup Kommune, der nu også presses af lægemangel. Foto: Høje-Taastrup Kommune.

Klaus Larsen kll@dadl.dk

20. jan. 2017
1 min.

Lægemanglen truer nu også i Høje-Taastrup Kommune, hvor samtlige praktiserende læger har lukket for tilgangen af nye patienter.

I et brev til regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) beder borgmester Michael Ziegler (K) derfor om et møde med hende for at diskutere den fremtidige lægesituation i kommunen, skriver Dagbladet Roskilde.

Da en læge ved årsskiftet gik på pension, var der ingen, der ønskede at overtage ydernummeret, som derfor blev nedlagt.

Det var i den forbindelse, at byrådet blev opmærksomme på, at samtlige lægepraksis i kommunen nu har lukket for tilgang. Tilflyttere til Høje-Taastrup må derfor finde en læge i en af nabokommunerne Roskilde eller Albertslund, hvor der er nogle få praksis, der har åbent for tilgang.

»Dette finder vi som Byråd ganske alarmerende, da vi i flere af de omkringliggende kommuner har set store vanskeligheder som følge af mangel på praktiserende læger«, skriver Michael Ziegler bl.a. i brevet til regionsrådsformanden.

Han påpeger, at kommunens planer for byudvikling sigter mod at tuiltrække 8.000 nye borgere.

”Med udgangspunkt i at en læges kapacitet er på ca. 1.600 borgere, vil det betyde, at vi med 8.000 nye borgere vil opleve en lægemangel på 4-5 læger”, skriver Michael Ziegler.