Skip to main content

Hov! Det handler også om andre sygdomme

Journalist Anne Absalonsen, anne@uncial.dk

16. okt. 2006
3 min.

Aids-kurven er endnu ikke knækket, før førende forskere forudser, at fremtidens fattigste befolkninger vil dø af livsstilssygdomme, præcis som i den vestlige verden.

»Det, vi kommer til at dø af fremover, er livsstilssygdommene - også i den tredje verden. Med 30 millioner dødsfald har diabetes langt overhalet infektionssygdommene som dødsårsag. Men det har verdenssamfundet ikke erkendt, da de opstillede 2015-målene, herunder mål nummer seks om at stoppe udbredelsen af blandt andet aids og malaria«, siger professor Ib Bygbjerg fra Afdeling for International Sundhed ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

Ifølge professor Ib Bygbjerg dør der i realiteten i dag dobbelt så mange mennesker af sukkersyge som af malaria, den anden store smitsomme dræber, og tæller man kredsløbssygdommene med, er tallet ti gange så højt.

»Vi står nu i samme situation med diabetes, som vi stod i for 20 år siden med aids, som blandt andre Danida mente, kun ville ramme rige og homoseksuelle«, siger professor Ib Bygbjerg.

I en artikel i marts i Danidas blad Udvikling svarede Finn Schleimann, læge og chefrådgiver i Danidas Bistandsfaglige Tjeneste, at man godt kendte tallene men endnu ikke var nået dertil i Danida, at de udmøntede sig i den måde, man arbejder på. Begrundelsen var, at livsstilssygdommene er mindre håndgribelige end de store smitsomme sygdomme.

»Det gælder først og fremmest om at hindre de store sygdomme, både de smitsomme og de livsstilsbetonede, og medicinalindustrien ved godt, at der er mange penge i at forebygge. Novo Nordisk fokuserer på diabetes og gennem samarbejdet i Oxford 2020-partnerskabet på forebyggelse af diabetes, mens for eksempel Bill Gates og GSK tager sig af aids, malaria og tuberkulose«, siger professor Ib Bygbjerg.

Novo Nordisk ønsker at være førende inden for bekæmpelse af diabetes. Man hævder at leve op til et etisk ansvar blandt andet via Verdensdiabetesfonden (WDF) og med salg af human insulin til de 49 mindst udviklede lande til en pris, der højst udgør 20 procent af prisen i den rige verden.

»Tre gange så mange indere som danskere har diabetes, svarende til hele 21 procent af den indiske befolkning, og det er det, der er skrækkeligt: Først sulter de i moders liv, og når de endelig kan spise sig mætte, rammes de af gammelmandssukkersyge i en helt ung alder.

Derfor skal man forebygge allerede under graviditeten ved at sørge for, at kvinderne ikke sulter og lider, og ved at forebygge mødredødelighed, som det er formuleret i det femte mål af 2015-målene«, siger professor Ib Bygbjerg.

Og netop monitorering, forebyggelse og livsstilsændringer skal der til for at standse den nye store dræber. Professor Ib Bygbjerg siger det således:

»Fødevareindustrien vil overhale medicinalindustrien, når det gælder om at hindre de store sygdomme ved at opfinde sund fast food, man ikke bliver fed af. De, der tror, vi kun skal behandle, kommer til at dø«.