Skip to main content

Hovedstadens patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom lades i stikken

Christian Andersen, chr.cph@gmail.com

4. apr. 2012
2 min.

Et ny, stor undersøgelse om behandling af KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom) er ikke behagelig læsning for Region Hovedstadens 120.000 patienter med KOL.

Undersøgelsen, der er publiceret online i Danish Medical Journal [1] med et resume i dette nummer af Ugeskrift for Lægers [2], konkluderer, at der er et alvorligt behov for tidlig opsporing, rehabilitering og medicinsk behandling af patienter med KOL i hovedstadsregionen.

Hele 45.970 personer i Region Hovedstaden har deltaget i undersøgelsen, som bestod af spørgeskemaer og målinger af lungefunktion. Undersøgelsen er ifølge forfatterne den første store danske undersøgelse, som fokuserer på behovet for sundhedsfaglige ydelser til patienter med KOL.

Forfatterne konkluderer, at der er behov for »allokering af betydelige resurser«, hvis regionen skal leve op til sit eget forløbsprogram for KOL.

Her er udfordringerne:

  • Forfatterne vurderer, at ca. 26.000 patienter med KOL, også kaldet rygerlunger, stadig er aktive rygere.

  • Ca. 19.000 personer i regionen har så store problemer med åndenød, at de bør have fysisk træning i forbindelse med rehabilitering.

  • Ca. 1.200 personer med svær eller meget svær KOL er så underernærede, at de har brug for hjælp til at komme i gang med en sund og nærende kost.

  • Ca. 4.000 med svær eller meget svær KOL er ikke i behandling med inhalationsmedicin, og det svarer til, at mere end 40 pct. af alle patienter i Region Hovedstaden med svær eller meget svær KOL ikke får den nødvendige medicinske behandling.

På landsplan er der ifølge forfatterne ca. 417.000 danskere med KOL, og antallet af patienter er i stigning.


Referencer

  1. Lange P, Marott JL, Dahl M et al. Substantial need for early diagnosis, rehabilitation and treatment of chronic obstructive pulmonary disease. Dan Med J 2012;59(4):A4396. www.danmedj.dk
  2. Lange P, Marott JL, Dahl M et al. Stort behov for sundhedsfaglige ydelser til borgere med kronisk obstruktiv lungelidelse. Ugeskr Læger 2012;174:1007.