Skip to main content

HPV-firma undlod at følge anmodning fra myndighederne

Firmaet, der står bag HPV-vaccinen Gardasil, har underdrevet omfanget af lidelsen POTS, der er mistænkt for at være en bivirkning ved vaccinen.

I august var over 1.100 piger og unge kvinder blevet henvist til landets fem HPV-centre med mulige bivirkninger. Foto: Colourbox
I august var over 1.100 piger og unge kvinder blevet henvist til landets fem HPV-centre med mulige bivirkninger. Foto: Colourbox
27. okt. 2015
1 min.

HPV-firma har underdrevet omfanget af lidelsen POTS, som er mistænkt for at være en bivirkning ved HPV-vaccinen, skriver Berlingske.

Sanofi Pasteur MSD, der står bag HPV-vaccinen Gardasil, undlod at følge en anmodning fra myndighederne om at søge på specifikke symptomer i virksomhedens egen database, da mulige bivirkninger skulle undersøges - blandt andet POTS.

Oplysningerne kommer fra en række frigivne breve, der er udvekslet mellem Sundhedsstyrelsen i Danmark og Sanofi Pasteur MSD, som Radio24syv er kommet i besiddelse af.

Det var Sundhedsstyrelsen i Danmark, der opdagede underdrivelsen, fordi de danske indberetninger om POTS-ramte HPV-piger ikke dukkede på i HPV-firmaets søgninger.

Overlæge og forskningsleder på Frederiksberg Hospital Jesper Mehlsen siger til Berlingske, at det ikke er muligt, at kortlægge POTS-tilfælde ved at gøre som HPV-firmaet.