Hungerhjerte

Vi ved ikke så meget andet om, hvad der foregår i menneskers sind, end det, vi får fortalt. Derfor er en bog som denne guld værd, fordi den besidder en høj litterær kvalitet og et indhold, der gør læserne klogere på sindet set indefra. Ved at hæve noget af mystikken og gøre det ubegribelige ved en psykose til noget, der kan fortælles, er den med til at afstigmatisere psykiske sygdomme, og det er fortsat hårdt tiltrængt.

Forfatteren Karen Fastrup har været der selv. Inde i psykosen, inde i selvmordsforsøget, inde på de psykiatriske afdelinger, både de lukkede og de åbne. Hun har været hjemme, når »kognitive Johnny« ringede på døren med sine skemaer og hjemmeopgaver og udstyrede hende med værktøjer til at komme videre. Hun har siddet og skrevet starten på denne autofiktive roman på en åben psykiatrisk afdeling, hvor hun genskabte sig selv som forfatter efter i en lang periode at have mistet evnen til at skrive. I denne proces fandt hun igen sit selvværd og sin identitet.

Det er Karen Fastrups sjette roman. Hun har altid skrevet og trukket på stof, der havde et personligt præg, men aldrig så direkte som i denne autofiktion. Hun siger selv: »Jeg havde et voldsomt stof, som var mig selv og det, jeg så og hørte. Men som romanforfatter gav det kun mening for mig at formidle det stof skønlitterært, at give det romanens form og sprog. Derfor havde jeg ikke anden mulighed end at vælge den autofiktive romanform, fordi den spænder over det personlige og det fiktive«.

»Hungerhjerte« følger tre spor: 1) sammenbruddet med psykose, selvmordsfare, indlæggelse, ambulant behandling og en heling, der ikke mindst krævede støtte og nærvær fra hendes familie; 2) kærlighedshistorien, der udviklede sig klaustrofobisk og førte til sammenbruddet, hvor hun ikke længere kunne skrive; 3) glimt fra en barndom med en storebror, der døde otte år gammel, forældrenes langvarige depressive sorgreaktion og hendes eget forsøg på at lindre.

Ved at skrive romanen kunne hun gå uden for sig selv, men fortælle indefra og dermed videregive sin viden og oplevelse til os andre. Hun er både deltager og iagttager. Efterhånden som hun får det bedre, får humoren en plads, så man sidder og klukler undervejs. Ikke mindst i fortællingen fra den åbne psykiatriske afdeling, hvor hun skildrer både behandlere og medpatienter. Her får vi indblik i, hvor megen medmenneskelighed der kan udfolde sig mellem patienterne, og hvordan de tager de enkelte behandlere på kornet. Hvem vurderer egentlig hvem? Et nyttigt korrektiv til behandlernes vaneforestillinger.

Forfatteren bevæger sig gennem forskellige diagnoser, bipolar og borderline, men ender med at blive »frikendt« for alle diagnoser. Måske er hun blot en kunstner med et stærkt, bevægeligt og lidenskabeligt sind, der under pressede omstændigheder kan reagere med psykisk sammenbrud. Og som ellers producerer bøger, der giver os andre uvurderlige indsigter. Skildringen er i alle relationer modig, loyal og medrivende, ubesmykket i sin beskrivelse af sindets veje og vildveje.

Bogen fortjener en bred læserkreds blandt læger og alle andre.À