Content area

|

Hvad er en reservelæge?

HISTORIE - Stillingsbetegnelsen »reservelæge« fortaber sig i historien. Men den har langt over 200 år på bagen og har altid været knyttet til videreuddannelsen.
Reservelægen var højt i hospitalets hierarki. Sådan så der ud i reservelægens lejlighed på Garnisonssygehuset i 1912. (Foto: Det Kgl. Bibliotek)
Forfatter(e)
Klaus Larsen, kll@dadl.dk

Hvorfor hedder det egentlig »reservelæge«? Det hører man nogle gange yngre læger spørge om.

Der er faktisk ingen, der kan give et klart svar. Men en del finder titlen reservelæge misvisende og forældet:

»Det er ikke sjældent, at en patient tror, at man er studerende eller sidesat som en, der ikke kan tage stilling«, skriver en læser, som også har forsøgt sig med titlen »uddannelseslæge«. Men med samme reaktion fra patienterne: »Hvornår kan jeg se en rigtig læge?«.

Reserve- og hoflæge

Det er, som om reservelægetitlen fortoner sig i fortidens tåger. Hvis man accepterer, at titlen »reservemedicus« dækker den samme stillingsbetegnelse, må en af de tidligste reservelæger i Danmark være Frederik Ludvig Bang (1747-1820). Bang blev ansat som reservemedicus ved Frederiks Hospital i 1774 – året efter at han havde forsvaret sin doktordisputats. Allerede året efter blev han forfremmet til stillingen som overmedicus, da hans foresatte døde.

Den ældste henvisning til »reserve«-titlen, jeg er stødt på, er fra »Dansk-Norsk Litteratur-Lexicon« fra 1819, hvor det oplyses om Poul Scheel (1773-1811), at han blandt mange andre stillinger var reserveaccoucheur ved Fødselsstiftelsen i 1795.

Efter en studierejse blev Scheel i 1798 dr.med., men selv med den højeste akademiske grad under vesten var han ikke for fin til at lade sig ansætte i en stilling som reservelæge ved Plejestiftelsen i 1801. Litteraturlexiconnet opregner samtidig en lang række titler på videnskabelige publikationer fra Poul Scheels hånd.

Samme år – 1801 – blev reservelæge Scheel udnævnt til »Hofmedicus samt Stadsphysicus i Kjøbenhavn«. Det ser altså ud til, at »reservelæge« allerede i slutningen af 1700-tallet var en veletableret stillingsbetegnelse – og ikke nogen helt ringe stilling.

Overlægen

I 1937 definerer Ordbog over det danske Sprog reservelæge som »en hospitalslæge, der fungerer som overlægens første assistent og hospitalets (afdelingens) souschef«. Da mindre sygehuse kun havde én overlæge og én overkirurg, var reservelægen altså næstkommanderende i hospitalshierarkiet.

I 1857 fejrede landets fineste hospital – Frederiks Hospital i København – sit 100 års jubilæum. I et jubilæumsskrift beskriver hospitalets overlæge, Oluf Lundt Bang, samtlige stillingskategorier på hospitalets afdelinger.

Der er to medicinske og en kirurgisk afdeling, og derfor er der »to Overmedici og en Overchirurg«, som har det øverste ansvar på hver sin afdeling. Den ene af de to medicinske overlæger er udpeget af hospitalets direktion, den anden af det medicinske fakultet, da han også skal være professor. På kirurgisk afdeling er overkirurgen samtidig professor.

De tre overlæger har på den ene side diktatoriske beføjelser, men der følger også pligter med: De har pligt til at gå stuegang både om morgenen mellem kl. 7 og kl. 9, og igen om aftenen mellem kl. 19 og kl. 20. Om natten må de ikke forlade hospitalet uden direktionens tilladelse.

Overkirurgen og den ene overmedicus har bolig på hospitalet. De får hver 600 rigsdaler i årlig gage. Den anden overmedicus (ham, der også er professor ved universitetet), har kun »et par Aftrædelses-Værelser«, men lønnes til gengæld med 800 rigsdaler årligt.

Reservelægehjem med klaver, 1912. På væggen: Bemærk reproduktion af Rembrandts "Anatomiforelæsningen" plus to billeder af Roskilde Domkirke. Foto: Det kgl. BibliotekReservelægehjem med klaver, 1912. På væggen: Bemærk reproduktion af Rembrandts "Anatomiforelæsningen" plus to billeder af Roskilde Domkirke. Foto: Det kgl. Bibliotek

Reservelægen

Lige under overlægerne finder man »Reserve-Medici«. Deres mange funktioner beskrives i detaljer, og de ser mere omfattende ud end deres chefers. Bl.a. er det reservelægerne, der styrer og ofte foretager sektioner på deres afdeling og skriver sektionsrapporten. De deles med overlægerne om stuegang på skiftende afdelinger, undersøger, skriver journal, fører tilsyn med medicinen og tager sig af ambulante patienter. Det er også reservelægelaget, der har opsynet med hhv. kandidater og volontører.

Reservekirurgen har tilsvarende opgaver på den kirurgiske afdeling.

Hvis en reservelæge skal forlade hospitalet i mere end et døgn, må han bede overlægen om lov. Længere tids fravær skal bevilges af direktionen. Reservelægens løn udgør 200 rigsdaler årligt samt fri bolig (»et Par Værelser, hvoraf det ene er meubleret«) samt brænde.

Det fremgår ikke, hvor mange reservelæger, der er ansat, men formentlig er der kun én pr. afdeling, for det hedder blandt andet, at efter stuegangen kl. 9-10 »foretages Sectioner af Reservelægen«. Også »Reservechirurgen« omtales konsekvent i ental.

Reservelægestillingerne var tidsbegrænset til to år.

Kandidater og volontører

Under reservelægerne står kandidaterne. Dem er der otte af på hospitalet. Kandidaterne lønnes med 150 rigsdaler årligt, og de har et værelse på hospitalet. De tilbringer ét år på medicinsk og ét år på kirurgisk afdeling – »altsaa i det Hele 2 Aar, uden Haab om Prolongering«. Med andre ord: en slags turnus.

Kandidaterne bor på hospitalet, hvor de har et møbleret værelse og brænde. De har vagt hver fjerde dag, så overlægen har altid en kandidat, som skriver i journalen, med rundt på stuegangen. Mellem stuegangene udspørger kandidaterne patienterne, og de behandler og forbinder – undtagen »hvor Tilfældet er farligt«, for i så fald skal overlægen straks hidkaldes.

Kandidaterne skal assistere ved operationer og undersøge de patienter, der henvender sig på tidspunkter, hvor visitator ikke er til stede »og for resten udføre Alt, hvad Overlægerne ansee gavnligt for Patienterne og Hospitalet«.

En kandidat må ikke på noget tidspunkt forlade hospitalet uden overlægens tilladelse. Er kandidaten syg i længere tid, konstitueres en afløser, der findes blandt volontørerne.

En volontør er en medicinstuderende, der efter halvandet år på studiet kan optages på hospitalet for at »øve sig i og uddanne sig til det practiske Fag«. Han skal dog fremlægge beviser for beståede eksaminer i kemi, botanik og zoologi. Men så kan han også deltage i klinikkerne og få adgang til sygestuerne. Volontøren tilbringer et halvt år på medicinsk og et halvt år på kirurgisk afdeling.

Volontørtjeneste er en betingelse for at kunne indstille sig til kandidateksamen.

Uddannelsesstilling

Men tilbage til reservelægerne – et halvt århundrede senere hedder det i 1901 i en redegørelse om driften af det efterhånden gamle og utidssvarende Frederiks Hospital:

»Reservelægerne udnævnes af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet efter Indstilling fra Stiftelsernes Lægeråd og lønnes af Hospitalet, hvor de have Bopæl«.

Det oplyses, at ansættelsen er tidsbegrænset til to år med ret til yderligere et års forlængelse.

»At de ikke knyttes til Hospitalet for et længere Tidsrum, skyldes den overordentlig store Betydning, som det har for vedkommendes videnskabelige Udvikling at have beklædt en saadan Post, hvorfor Adgangen til samme ikke maa gøres for vanskelig ved en for lang Ansættelsestid i disse Poster«, understreges det.

Det tilføjes, at længere ansættelser kunne være at foretrække, hvis man udelukkende tog hensyn til »Hospitalets Formaal som Sygehus«. Med andre ord: Reservelægestillingens uddannelsesfunktion vejer tungere end driftshensynet, og derfor er stillingen tidsbegrænset.

I øvrigt er det kun de færreste, der kan gøre sig håb om at opnå en reservelægestilling. Om kandidaterne hedder det nemlig, at »For største Parten af Lægerne, der ikke have Lejlighed til at paatage sig Stillingen som Reservelæge eller ikke egne sig hertil«, vil en stilling som kandidat være vejen til »at opnå en videre Uddannelse« end den, de allerede har fået som volontører.

Titlen som reservelæge er altså ikke blevet til for at beskrive en bænkevarmer, men som en læge, der befandt sig som nummer to i hierarkiet.

Så højt rangerer reservelægen nok ikke i dag. Men overlægen befinder sig jo heller ikke længere i de samme luftlag, som før verden gik af lave.

Litteratur:

Ingerslev: Danmarks Læger og Lægevæsen II, s. 520 ff

Bibl. f. Læger, 1821, s. 456 ff

Kr. Carøe: Den Danske Lægestand 1786-1838

Dansk Biogr. Lexicon, bd. 1, s. 477 ff

O.L. Bang: 100 års jubilæumsskrift for Frederiks Hospital (1857)

Blad nummer: 

Right side

af Per Kjærsgaard | 19/01
1 Kommentar
af Peter Søndergaard | 18/01
3 kommentarer
af Mads Henrik Koch Hansen | 16/01
2 kommentarer
af Lars Guttorm | 14/01
5 kommentarer
af Morten Ellemose Gulev | 14/01
4 kommentarer
af Henning Damgaard Laugesen | 14/01
1 Kommentar
af Jette E. Hansen Kristiansen | 14/01
1 Kommentar
af Eva Pernille Due | 13/01
6 kommentarer