Patienter i kræftpakkeforløb presser sygehuse, som klager over, at praktiserende læger henviser (for) mange. Men de praktiserende læger skal henvise flere som følge af en regeringsaftale. De vil dog gerne diagnosticere flere selv.
Hvert år bliver et stigende antal patienter henvist til en kræftpakke. Omkring 40 pct. af kræftdiagnoserne bliver stillet i et kræftpakkeforløb.
Det mærkes på de diagnostiske afdelinger. I det seneste nummer af Ugeskrift for Læger beskrev sygehuslæger, hvordan afdelinger må skubbe ikke-kræftpatienter til side, bl.a. fordi der kommer flere og flere patienter ind i kræftpakkeforløb.
Faktaboks
Ledende overlæge Svend Schulze, Gastroenheden, Hvidovre Hospital, vurderede, at det er de praktiserende læger, der henviser flere patienter til kræftpakkeforløb:
”De praktiserende læger er pressede, for de ved, at en patient uden en pakke mere eller mindre er dømt ude og samtidig kritiseres de fra flere sider for at overse patienter med kræftdiagnoser. Derfor putter de patienter i pakker. Henvisningerne er ofte mangelfulde, og fordi kriterierne er vage, så er de også svære at afvise.”
For patienten er det at komme i en kræftpakke det samme som at komme i gennem undersøgelserne med blåt blink.
Set gennem sygehuslægernes briller er det dog ikke ubetinget en fordel:
”Vi skal overholde tiderne i pakkeforløbene – selv om det fagligt set ikke gør noget, hvis de går en dag eller to mere, så går det ikke,” sagde Svend Schulze.
På den ene side er der altså sygehusene, der er pressede af antallet og de stramme tider i disse forløb. På den anden side er der de praktiserende læger, som af regeringen har fået af vide, at de skal blive bedre til at opdage kræft – tidligere.
Formand for DSAM, Dansk Selskab for Almen Medicin, Lars Gehlert Johansen, er med i en arbejdsgruppe, der skal udmønte en regeringspunlje på 1,1 mia kr., der bl.a. skal bruges til at opruste praktiserende læger, så de hurtigere opdager kræfttilfælde. Han mener, at diskrepansen skyldes et forskelligt syn på patienterne:
”Sandsynligvis har de alle ret – det kommer an på sammenhængen. Antallet af henviste vurderes forskelligt, alt efter om man modtager patienter eller henviser. Nu er det sådan, at regeringen har sat lup på, om der bliver diagnosticeret tilstrækkeligt mange kræfttilfælde og tilstrækkeligt hurtigt, og så må konsekvensen være, at der henvises flere, det er matematisk logik. Man vil henvise på mindre mistanke og derfor kommer der flere på sygehuset. Vi ved, at man ikke rammer ikke helt præcist, derfor vil der være rigtig mange af de henviste, der ikke har kræft, men som dog vil være syge.”
”Jeg kender godt sygehusenes frustration. De er pressede, fordi deres budget ikke øges i forhold til, hvor mange patienter, der kommer. Det kan jeg ikke gøre noget ved. Det jeg kan sige er, at fagligt set er det nødvendigt at henvise patienterne på lavere mistanke, ” siger Lars Gehlert Johansen.
Er det sådan, at jo flere patienter, der kommer i pakkeforløb desto bedre er det?
” Selvfølgelig kan man drømme om at flytte nogle flere over i pakkerne, men det er jo netop der, frustrationen opstår på sygehusene. Fordi patienter i pakkeforløb betyder, at de har hænderne bundet og skal opføre sig på bestemt måde. Men der vil hele tiden komme flere patienter i pakkeforløb, fordi det er nødvendigt at henvise patienterne på lavere mistanke og jeg synes, at sygehusene og regionerne bør se på, hvordan det skal håndteres.”
Så du synes ikke, der bare skal flere patienter over i pakkeforløbene?
”Sygehusene er gode til at stille diagnoser og vi kan selvfølgelig flytte flere til pakkeforløbene. Men 60 pct bliver altså stillet uden for pakkerne. Nogle få er en følge af screeninger. Resten opdages ved god, gammeldags lægegerning, hvor lægen har mistanke om kræft eller en anden alvorlig sygdom og henviser til undersøgelse. Faktisk er vi praktiserende læger smaddergode til at diagnosticere.”
”Undersøgelser fra bl.a. Århus viser, at den praktiserende læges bekymring er et meget vigtigt indicium. Man kan se, at henvises der med bekymring, stiger risikoen for kræft med en faktor 10. Det tilsiger, at man i høj grad skal spille på den praktiserende læges evner som diagnosestiller.”
Er det sådan noget regeringens penge til bedre diagnostik i praksis skal bruges til ?
”Det diskuterer vi. Der har hidtil været en vis nedladenhed, hvor attituden fra sygehusene har været, at de praktiserende læger bare skulle høre efter, hvad en specialist fra et universitetssygehus har at fortælle dem. Men sådan fungerer det ikke. Specialisten er sikkert god til sin metier. Men han aner intet om, hvordan det er at se en patient direkte fra gaden. Vi ser i princippet raske mennesker, der kommer ind fra gaden og skal kunne fange de tilfælde, at der er noget galt. Det øver vi os på i 30-40 år. Man kan sige, at den praktiserende læge ser alle som raske, indtil det modsatte er bevist. Sygehuslægen ser alle som syge – for det er dem, jeg sender hen til ham - indtil de er undersøgt ordentligt og frikendt for sygdom.”
Hvordan synes du så regeringens pengene skal bruges?
”Man kan lave master class i kræftdiagnostikOg så skal sygehuslægerne ud i praksis og se patienterne, der kommer ind ad min dør. I stedet for at de praktiserende læger skal komme ind på sygehuset en enkelt dag og høre efter, hvad der bliver sagt, sådan som det er blevet foreslået. Det er en klar misforståelse.”
Og kvaliteten i henvisningerne?
”Der kan strammes op mange steder. Ingen tvivl om det. Men vi skal ikke skrive den primære journal for sygehusene. Der er efterhånden en forventning om, at vi skal stå dem bi. Men det er lige omvendt. Det er sygehusene, der skal stå od bi. Så skal vi nok stille diagnosen hurtigt og præcist.”
Hvordan skal det gøres?
”Ved at vende pyramiden. Vi skal have adgang til at henvise til flere undersøgelser. Vi skal hurtigt kunne komme i kontakt med den bedste speciallæge, de har til rådighed, så vi kan diskutere resultatet. Så skal vi nok komme ud over stepperne og få stillet kræftdiagnosen i en fart.”
