Skip to main content

Hvilken vej går vores sundhedsvæsen?

Sundheds-specialister enige: Det skal være os selv – ikke tilfældigheder og markedskræfter, der styrer udviklingen. Derfor er der behov for en fælles national strategi for fremtidens danske sundhedsvæsen.

Klaus Larsen kll@dadl.dk

16. aug. 2017
6 min.

Skal vi undgå, at det danske sundhedsvæsen, som vi kender det, tager alvorlig skade, er det på høje tid at lægge en fælles strategi, der både omfatter udviklingen af ny teknologi, data og personlig medicin, og samtidig har fokus på det borgernære og solidariske aspekt.

Det fremgår af en – lettere pessimistisk – rapport om fremtidens danske sundhedsvæsen, som tirsdag præsenteredes hos Danske Regioner i København.

Under pres

Rapporten er lavet af Institut for Fremtidsforskning (IFF) og baggrunden er, at vores ellers så stærke, offentlige sundhedssystem i de kommende årtier kan komme under pres fra flere sider:

Sundhedsudgifterne er steget kraftigt, og det vil de formentlig fortsætte med at gøre. Alene fra år 2000 til 2015 steg de fra 8,1 pct. til 10,6 pct. af BNP. Hvert år sluger det 155 milliarder kroner, svarende til næsten en tredjedel af det offentlige forbrug. Og den andel vil helt sikkert ikke blive mindre.

Så er der den globale teknologiudvikling. Ny teknologi byder på muligheder – både for automatisering, besparelser og bedre behandling – men også for direkte og individualiserede sundhedsløsninger for dem, der forstår at udnytte dem.

Endelig er polariseringen i adgangen til sundhed øget. Det er en udvikling, der begyndte for flere år siden, da en stor del af de erhvervsaktive danskere gennem arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer fik øget adgang til sundhedsydelser. Men uligheden ses også i, at jo længere nede, man befinder sig på samfundsstigen, desto mere døjer man med multisygdom og livsstilssygdom.

Den mest udgiftstunge ene procent af de danske patienter koster 30 procent af regionernes samlede sundhedsudgifter, mens de sygeste 10 procent kræver hele 75 procent. af udgifterne. Kendsgerninger, der truer med at undergrave den samfundsmæssige solidaritet, der er selve fundamentet under det offentlige sundhedssystem.

Derfor skal der træffes en række valg om, hvordan vi møder de kommende års udvikling, mener rapportens forfattere: Enten foregriber og styrer man udviklingen med fast hånd – hvad rapporten finder ønskeligt. Eller – og det er mere sandsynligt: Man lader i højere grad udviklingen fortsætte med lidt løsere tøjler.

Fire scenarier

Rapporten er bl.a. baseret på en række workshops, hvor de 29 deltagere fra såvel Danske Regioner som kommuner, sundhedsvæsen, industri, universiteter og interesseorganisationer beskrev de ”sandsynlige” og ”ønskelige” scenarier anno 2030 og på den baggrund pegede på, hvad der efter deres mening kan gøres for at trække i retning af det ”ønskelige”.

De fire scenarier, som beskrives, er:

A: ”Tryghed i fællesskabet” – hvor det er vigtigere, at alle er med, og at der er samarbejde og konsensus mellem de politiske og faglige lag, end at vi går forrest i den teknologiske udvikling.

B: ”Sund vækst -nationens stolthed” – hvor Danmark er foregangsland og satser på sundhedsområdet, fordi det er til gavn for såvel borgere som erhvervsliv og samfund. Den høje hastighed sker i nogen grad på bekostning af dem, der ikke helt kan følge med.

C: ”Mit netværk – min sundhed” – hvor borgerne i 2030 selv har taget større ansvar for at definere og opnå egen sundhed. Med baggrund i foreningstraditionen blomstrer mange fællesskaber, der udfylder tomrum i det offentlige sundhedsvæsen.

D: ”Det frie sundhedsmarked” – hvor den rivende globale udvikling omfavnes. Både politisk og for den enkelte er det mindre vigtigt, om nye sundhedstilbud er udenlandske eller danske, private eller offentlige. Sundhedsområdet er mere polariseret end tidligere.

Hånden på rorpinden

”Ingen anser det for sandsynligt, at vi vil se ét af disse scenarier. Der vil blive tale om en kombination”, sagde Bogi Eliason, sundhedsspecialist hos IFF, da han tirsdag præsenterede rapporten hos Danske Regioner.

Ved afstemninger nåede et stort flertal af workshopdeltagerne frem til, at scenarie B (”Sund vækst – nationens stolthed”) – er det mest ønskværdige. 4 af 5 så altså helst, at fremtidens sundhedssystem udvikler sig nationalt styret.

Men deltagerne vurderede samtidig, at scenarie A (”Tryghed i fællesskabet”) vil være det mest sandsynlige.

”De færreste brød sig om scenarie C i dets fulde konsekvens. Men alle kunne anerkende, at også dette scenarie rummer fordele og dynamikker, som kan være positive”, bemærkede Bogi Eliason.

Spørgsmålet er, hvem, der skal bestemme udviklingen: Skal vi selv have hånden på rorpinden – eller skal det være tilfældigheder og markedskræfter, der bestemmer udviklingen?

Anbefalinger

For at trække udviklingen i retning af det ønskelige, kom deltagerne til slut med en række overordnede anbefalinger.

Det ønskelige scenarie er en strategisk satsning, som blandt meget andet forudsætter, at der skabes en bred politisk forståelse af de udfordringer, det danske sundhedsvæsen står overfor, og ikke mindst bane vej for, at udgifterne til sundhed ikke betragtes som en omkostning, men en investering.

Blandt anbefalingerne er også en afklaring af tilgangen til personlig medicin – herunder de lovgivningsmæssige og etiske rammer for klinik og forskning.

Der er enighed om, at der bør etableres et ”sundheds- og vækstministerium”, der integrerer offentlig forskning og vækstpotentialer i erhvervs- og life science-sektoren.

I stedet for at honorere ydelser, skal incitamentsstyringen udvikles på tværs af alle sundhedsaktører, så den kan håndtere forebyggelse, tidlig indsats og personligt tilpassede sundhedsydelser: Fee for outcome i stedet for fee for service.

IFF-rapporten er som nævnt blevet til i et samarbejde med 29 aktører, herunder Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd, universiteter, medicinalvirksomheder, kommuner, patientforeninger, forsikringsselskaber, som alle har deltaget i workshop-diskussioner.

Ikke bare vidtløftigheder

Fra Danske Regioner deltog sundhedspolitisk direktør Erik Jylling, som indledningsvis var en smule skeptisk: Var det bare vidtløftig snak og et forsøg på at ”videnskabeliggøre mavefornemmelser” – eller var der hold i det?

”Men de meget grundige diskussioner af de forskellige scenarier har faktisk overbevist mig om, at der er substans bag dem. Det vil være scenarier, der hver især – under de rette betingelser vil kunne udspille sig”, siger Erik Jylling.

- Er der noget, der har overrasket dig?

”Noget af det, der har overrasket mig mest, er nok, at man har kunnet tydeliggøre de scenarier, der er stillet op – og på en måde, som er overvejende sandsynlig, hvis man tænker dem ud i den yderste konsekvens”, siger han

Spurgt om, hvad Danske Regioner kan gøre for at bidrage til at trække sundhedsvæsenet i den ”ønskværdige” retning, peger han på et større udviklingsarbejde, der i foråret mundede ud i Danske Regioners udspil om Bedre Sundhed og Sundhed for Alle.

Foruden dette bud på fremtidens behandling og forebyggelse nævner Erik Jylling også regionernes deltagelse i arbejdet om at skabe konsensus om en national strategi for udvikling af personlig medicin.

”For os har det været et inspirationsarbejde og noget, vi tager med ind i vores arbejde. Vi har ikke forestillet os, at der kom nogle konkrete anbefalinger, som vi så skulle oversætte til driften af sundhedsvæsenet”.

”Der er jo ingen, der forestiller sig, at et af de fire ultimative scenarier bliver virkelighed. Vi forestiller os, at det bliver et blandingsprodukt. Det, vi kan gøre, er at trække i den retning, vi ønsker, at det skal gå og i det mindste forhale en ikke-hensigtsmæssig udvikling”, siger Erik Jylling.

Selv om det sandsynligste scenarie (A) ikke er det mest ønskelige, er han ikke helt pessimistisk:

”Det blev også klart, at vi trods alt har en god, demokratisk kerne og en god forståelse af de centrale værdier i en dansk samfundsmodel. Derfor tror jeg ikke, der vil ske voldsomme uhensigtsmæssigheder. Men det vil påvirke udviklingen – det er jeg ikke i tvivl om”, siger Erik Jylling.