Skip to main content

"Hvordan pokker har de tænkt sig, vi selv skal betale for frokosten?"

Ugeskrift for Læger har bedt en række mennesker – læger og ikkelæger – om at kommentere den truende konflikt på det offentlige arbejdsmarked. Denne gang tillidsrepræsentant og overlæge, Anæstesiologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, Ken Jensen.

Anne Steenberger, as@dadl.dk

13. mar. 2018
2 min.

”Som tillidsmand oplever jeg, at der er en del forvirring blandt kollegerne om det her. F.eks. om, hvor det, der er meldt ud, kommer fra. Det med frokostpausen har ikke været berørt i de kommunale og regionale forhandlinger, men kommer fra staten. Og folk tænker: Hvordan pokker har de tænkt sig, at vi selv skal betale for frokosten – skal vi lægge telefonerne?

Vi har ikke hørt så meget om vores egne overenskomstforhandlinger – det har stået helt stille – vi har f.eks. ikke hørt, om der overhovedet kommer nogle af vores krav i hus.

Der er ingen, der siger noget negativt om solidariteten mellem organisationerne, men ingen har prøvet en konflikt af denne størrelse før. Forhåbentlig kommer der mere klarhed.

Selv ser jeg kommunerne og regionerne som marionetter for staten i denne her sammenhæng, og jeg oplever, at der er klart mere statslig indblanding, end der har været før.

Der er meget principielle ting på spil denne gang, f.eks. når arbejdsgiverne vil løfte frokostpausen ud af overenskomsten. Det er ligesom indgrebet mod lærerne i 2013, hvor man går ind og ophøjer noget til lov, som burde være aftalestof mellem organisationerne. Derfor handler det dybest set om principper lige så meget som de konkrete ting som lønkrav og frokostpauser.

Denne konflikt er en solidaritetskonflikt, hvor vi – måske – strejker i solidaritet med andre faggrupper. Under de konkrete konfliktområder ligger implicit, at hele aftalesystemet er under pres fra primært statens side, som forsøger at udhule det”.

 

Læs flere synspunkter:

Afdelingslæge og FTR Christina Frøslev-Friis

Dir. i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pederesen

Arbejdsmarkedsforsker Mikkel Mailand