Skip to main content

I cykeltunnel under River Clyde til arbejdet

ET DØGN MED - Frederik Winsløw har valgt at tage den toårige (!) turnusuddannelse i Skotland, på Queen Elizabeth University Hospital i Glasgow. Han har for nylig taget hul på sit 2. år og arbejder lige nu på akut geriatrisk afsnit.

Klaus Larsen kll@dadl.dk

18. sep. 2015
3 min.

8.30 Efter morgenkaffe og madpakkesmøring cykler jeg af sted fra Hyndland i West End, hvor jeg deler lejlighed med en kollega fra Malta. Jeg passerer cykeltunnelen under Clyde-floden til hospitalet i Southside og møder lidt i ni.

9.15 Jeg er i et specialteam hos overlæge Whitton, der har ansvaret for afsnittets patienter. Jeg går stuegang på hendes patienter to gange om ugen. Alle patienter er på antibiotika. En ny patient har formodet erysipelas på maven. To patienter har formodet urosepsis. To patienter behandles for osteomyelit. En patient er palliativ.

10.30 En 79-årig kvinde har en nydiagnosticeret type 2-diabetes, en infektion, som ikke er lokaliseret, og hun er kommet ind med hyperosmolær hyperglykæmi. En ret kompliceret patient, der også har en historie med blodprop i hjernen og er lidt svær at tale med. Jeg ender med at spørge registrar’en, en yngre læge, som er mellemlederen på afdelingen, til råds om , hvordan vi skal tackle hendes blodsukker, som er ret ureguleret. Planen er at skifte fra infusionsinsulin til injektionsinsulin i dag. Jeg tjekker blodprøver på computeren og værdier på papirform og noterer min plan ned i hånden.

12.00 Frokost. De fleste går i kantinen, som har junkfood og sodavand. Det er ikke sundhedsdanmark, det her – mere makaroni og ost. Jeg har heldigvis min madpakke.

12.30 Til undervisning hos Dr. Oommen, som vistnok er indisk. Vi hører om autonomi og værgemål. Lidt halvtørt og juridisk tungt. Men yderst relevant på et geriatrisk akutafsnit.

13.30 Der skal bestilles blodprøver til i morgen. Og derefter har jeg en patient, der kom ind med en lungebetændelse. Det viste sig, at han faktisk havde en absces i nyrerne, som havde spredt sig til psoas-musklen. Han fik UL-drænage ved indlæggelsen, og hans inflammationsmarkører har forbedret sig, så jeg kan heldigvis bare notere, at han har det meget bedre.

15.00 Der sker ikke så meget, så jeg hænger lidt ud og snakker om løst og fast med de andre yngre læger på afsnittet – en irer og to skotter.

16.00 Der er kommet resistenssvar på nogle bloddyrkninger, som blev lavet på den 79-årige kvinde med diabetes. Efter råd fra en mikrobiolog skal hun tages af amoxicillin og over på det stærkere tazocin. Det er en opgave for en yngre læge. Herovre er det typisk sådan, at de ældre læger beslutter, at ting skal gøres, og de yngre læger eksekverer ved at ordinere medicin, skrive ned, dokumentere osv..

17.00 Efter en lang arbejdsdag med mange pauser cykler jeg hjem til West End. Jeg klæder om og løber syv kilometer.

18.45 Efter bad og omklædning tager vi på “Ketchup”, en ”gourmet”-burgerrestaurant på Ashton Lane i 1950’er-stil – jeg selv, min lejlighedskammerat og en anden kollega fra mit første år på turnussen, som bor i nærheden. Vi er alle sammen flyttet hertil fra der, hvor jeg var i turnus sidste år, så det er mere eller mindre dem, jeg kender her.

20.20 På vej hjem smutter vi i Morrison’s – en discountkæde i stil med Netto – for at købe ind til de næste dage på vagt.

21.00 På Facetime med Peter derhjemme. Det er en god ven, som jeg har kendt siden folkeskolen. Han er lige flyttet i ny lejlighed, som han er ved at gøre i stand, så det er mest det, vi snakker om, til jeg går i seng ved 22-tiden.