"I dag er en stor dag..."

4.50: Står op med jetlag efter at være kommet hjem fra San Francisco i går. Ryggymnastik og koldt bad i haven. Stærk, sort morgente efter en uge på tebreve. Morgenmad, mens jeg hører nyheder.

6.30: Jeg cykler over dæmningen fra Thurø i begyndende daggry og langs Svendborgsund til stationen. I toget til Odense Universitetshospital logger jeg på sygehuset via VPN. Toget er som sædvanlig forsinket, og jeg kommer 15 min for sent.

8.00 I dag er en stor dag. Jeg skal have fremskudt ambulatorium i Rusmiddelcenter Odense for første gang, efter at behandlingen af hepatitis C er blevet frigivet. Vi begyndte med det fremskudte ambulatorium for ti år siden, fordi vi blev trætte af at sidde og vente forgæves i hospitalets ambulatorium på henviste patienter fra centeret. Vi tager nu ud til patienterne i de to største rusmiddelcentre på Fyn og i Nyborg Statsfængsel.

8.30 Har pakket hospitalets minivan med for 100.000 kr. medicin til dagens patienter og en fibroskanner. Den bruger vi i stedet for leverbiopsi til at se, hvem blandt hepatitis C-patienterne, der har fremskreden leverfibrose og cirrose. Kæmper mig gennem Odenses trafikhelvede og når frem, tre kvarter forsinket.

9.00 De mest utålmodige patienter har fået deres metadon og er gået. Men der er nok at tage af. Jeg installerer fibroskanneren, går på hospitalets elektroniske patientjournal og er klar til den første patient.

10.45 Trods ventetid er her en god stemning. Før den 1. november, hvor kun patienter med avanceret fibrose kunne blive behandlet, startede vi måske behandling af 1-2 patienter om måneden. Nu bliver alle tilbudt behandling – en behandling, de har ventet på i ti år. Jeg forstår godt deres begejstring.

11.20 En kvinde fortæller mig, at hun har taget 6 kg på i vægt, efter at hun er kommet på lægeordineret heroin. Nu har hun penge til mad, og for første gang kan hun i år give sine anbragte børn julegaver.

12.30 Det gør indtryk at møde den gamle flipper, som det tog mig ti år at overbevise om, at han skulle behandles: »Jeg havde jo aldrig regnet med at blive 50, og nu er jeg 60 …«. Han endte med at synes, at han da gerne ville se børnebørnene vokse op. Mange patienter er dybt taknemmelige over, at det nu er muligt at få behandling, efter at have været holdt hen så længe.

13.00 Jeg har set 12 patienter med forskellige grader af hepatitis C og stofafhængighed, og vi lukker nu. To er startet i behandling, en valgte at udskyde, og tre er i gang eller har afsluttet kuren. Den tager 2-3 måneder og helbreder over 95 procent af patienterne. Jeg gennemgår listen med sygeplejersken, vi ser på nogle prøvesvar og lægger plan for næste måneds ambulatorium.

13.30 Jeg kører hjem til sygehuset, afleverer bilen og runder ambulatoriet og min sekretær med en status over, hvem der udeblev, og hvad der skal skrives af henvisninger mv. Så tilbage til afdelingen. Mine ph.d.-studerende vil høre nyt fra kongressen – om der er noget af betydning for deres projekter? Ja, det er der. Feltet er i rivende udvikling.

15.20 Vi planlægger at ansøge regionen om at få vores egen bil til at komme ud på resten af stofbehandlingscentrene. Med sådan et rullende ambulatorium kunne vi også dukke op til festivaller og andre steder, hvor vi kan finde de sidste gamle hippier, der er smittet.

16.00 tager hjem til min kæreste, der bor i Odense. Vi laver mad og opdaterer hinanden på ugens begivenheder og de voksne børns gøren og laden. Efter aftensmad læser jeg højt, efterfulgt af en fodmassage. Men så sætter jetlagget ind, og selv om det er tidligt, går jeg i seng kl. 21.