I hvert fald endorfiner

Ifølge fremmedordbogen betyder vakuum:

Lufttomt rum = tomrum.

Rum i en beholder, hvor luften ved udpumpning er blevet stærkt fortyndet, således at der opstår et undertryk.

Ifølge Klaus Bak betyder vakuum:

»En tilstand, der opstår når man spiller musik, og alt andet forsvinder.«

Klaus Bak tårner sig op ved et massivt spisebord i sin villa i Gentofte. Bag den store mand hænger en elektrisk Fender-guitar, og hvis man ikke vidste bedre, kunne han være rockstjerne. Det bølgede hår, en farvestrålende T-shirt og på højre hånd en knyttet lædersnor. Det milde blik tilhører dog ikke en rockstjerne, men en ortopædkirurg med speciale i skulderskader.

På den anden side er guitaren ikke bare til pynt:

Musik har fulgt Klaus Bak igennem hele hans voksenliv. Da han læste til medicineksamener på sit kollegieværelse på Amager for snart 25 år siden og slog akkorder på guitaren, når teksten blev uforståelig; da han som ensom lægevikar i Nordsverige spillede og sang på terrassen kun omgivet af myg, og da han for nylig fyrede den af med sit band, Beagles Jam, ved sin egen 50-års-fødselsdag.

»Jeg tror i virkeligheden, at alle, der har en travl hverdag, har brug for et vakuum. For mig opstår det, når jeg spiller og synger.«

Stemmen er behersket og blød, og man fornemmer, at den har en stor rækkevidde i både volumen og tone.

»Ligesom i mandags. Der havde været lidt for meget i weekenden. Og mandag var en travl dag på arbejde. Hvis jeg var blevet hjemme om aftenen, var jeg faldet i søvn på sofaen. Men vi skulle øve, og i stedet endte jeg med at få en masse energi. Det er en lettelse at spille.«

Thank you for the meeting

Da Klaus Bak i 1998 blev valgt som formand for Dansk Idrætsmedicinsk Selskab, nægtede han at holde en lang tiltrædelsestale.

»Jeg hader den slags,« siger han. I stedet rejste han sig op i Odense Congress center med 30-40 meter til loftet og omkring 250 kolleger rundt om sig og sang ABBAs »Thank you for the music« - helt alene. Og nu med teksten: Thank you for the meeting.

Den slags er ikke normal kost under et årsmøde ved et lægeligt selskab, men det vakte stor begejstring. Siden har Klaus Bak været fast indslag på årsmøderne. Som regel sammen med en eller to kolleger. Også efter at han stoppede som formand i 2005. I dag prøver han at holde sig lidt tilbage.

»Det kan også blive for meget. Man risikerer at blive husket som ,formanden der sang`.«

Hvor andre skal tvinges til at rejse sig op og optræde, så elsker Klaus Bak kicket.

»Det har sikkert også noget med anerkendelse at gøre, jeg ved det ikke, men jeg synes, det er fedt,« siger han og er selvfølgelig også klar til at hente den akustiske guitar og spille tre sange fra repertoiret, blandt andet Hotel California under fotosessionen.

Opereret af dr. Hook

Klaus Bak er vokset op i et hjem med masser af musik, men ikke noget klaver. Til gengæld fik han som barn en rød guitar med hårde strenge, der afskrækkede ham i nogle år, indtil han som 18-årig faldt over en akustisk guitar i England. Den måtte han have. Siden har han med svingende intensitet spillet og hele tiden lyttet meget til musik.

»Alle steder jeg kommer, er jeg berygtet for at fløjte eller nynne.«

Ikke mindst blandt patienterne på Parkens Privathospital. I alle operationsstuer er der små anlæg, og når Klaus Bak får lov at bestemme, står DAB-radioen på DR Rock. For nylig vågnede en patient op fra en rygmarvsbedøvelse og konstaterede tilfreds, at overlægen havde været Dr. Hook under det meste af operationen.

»Musik spreder glæde,« lyder den korte videnskabelige argumentation fra Klaus Bak, med en vigtig tilføjelse: »Så længe det ikke er softpop.«

På spørgsmålet om, hvad det »vakuum« egentlig er, overvejer han længe svaret.

»Det er et vakuum på samme måde, som når man svømmer. For folk, der ikke svømmer, virker det også mærkeligt. Men man kan ikke gøre andet, når man ligger dernede. Kun tænke. Når man spiller musik, kan man ikke engang tænke. Det er en tankeflugt.«

Han leder stadig efter et svar.

»Jeg ved det ikke, men det må i hvert fald udløse endorfiner.«

Blå bog

Klaus Bak er medejer af Parkens Privathospital. I 1985 blev han cand.med. fra Københavns Universitet, i 1997 speciallæge og efter et ophold i Australien i 1999 blev han overlæge ved Amager Hospital indtil fødslen af Parkens Privathospital i 2002.

I årene 1998-2003 var Klaus Bak desuden formand for Dansk Idrætsmedicinsk Selskab. Han er i dag præsident for Scandinavian Foundation of Medicine and Science in Sports, og siden årsskiftet også Chairman for Upper Extremity Committee i International Society of Arthroscopy, Knee Surgery and Orthopaedic Sports Medicine.

Rød bog

50-årige Klaus Bak bor i Gentofte med sin kæreste, han er far til tre børn og to »bonusbørn«. Hans altoverskyggende interesse er musik og fodbold (forklaring: »fodbold er også rock«). Klaus Bak er selvlært guitarist, men mest af alt sanger. Han har i en årrække sunget i forskellige gospelkor. I dag udfolder han sig i bandet Beagles Jam. Som navnet antyder, er repertoiret Beatles og Eagles. Hans 17-årige søn spiller trommer i bandet og broren guitar. På Facebook kan man læse, at bandet har optrådt i både Parken og Tivoli. Det er sandt nok. Koncerten i Parken var under en intern sommerfest i Parkens Privathospital, og i Tivoli var det en lille optræden i Cafe Ultimo.

Yndlingsbands: Mew, Eagles, Sneakers, Kirk Franklin

Lægekunst

Hvis rygtet taler sandt, udfolder mange læger sig kreativt ved siden af jobbet. Spiller musik, digter, skaber film, former skulpturer, maler, smelter smykker og så videre. I serien Lægekunst opsøger vi nogle af dem og søger ind til, hvad man får ud af at lade den kreative åre flyde. Både som privatpersoner og som læger.