Alle ph.d. vejledere tilknyttet SUND på Københavns Universitet må nu på skolebænken for at lære om etik og god forskningspraksis. Det skyldes Penkowaskandalen men også en international tendens om øgede krav til forskeres formelle kompetencer i forskningsetik.
Sagen om den tidligere professor Milena Penkowa har trukket spor på Københavns Universitet. Efter at hun blev dømt for forskningsfusk og dermed kastede et dårligt lys på ikke blot sig selv men også på sin institution, har Københavns Universitet oppet sig på etikken.
Bl.a. er det nu obligatorisk for ph.d. studerende at komme på et såkaldt Penkowakursus – dvs. et seminar om redelig forskningspraksis – og senest er turen kommet til vejlederne. Fra 1. januar 2016 er det endda et decideret krav for vejlederne at have gennemgået et seminar om forskningsetik.
Men processen er allerede gået i gang. Kort før jul sidste år var op mod 60 professorer og andre pinger fra det danske sundhedsvidenskabelige felt således forsamlet i Hannover auditoriet på Panum Instituttet i København. Bænket på rad og række som flinke skoledrenge og –piger talte forsamlingen bl.a. hele tre af Ugeskrift for Lægers videnskabelige redaktører.
Kurset gjorde det klart, at der er en stor gråzone, når man taler om forskningsadfærd. Professor, overlæge, dr. med. Peter Lange
For nogle af de fremmødte var det tydeligvis uvant at sidde på den side af podiet. De korslagte arme og skeptiske miner veg dog, efterhånden som seminaret gik i gang, og der opstod ivrig meningsudveksling. For nok er god forskningsskik i princippet relativt simpelt – ”don’t lie, don’t cheat, don’t steal”, som det lød på seminaret – men i praksis er gråzonerne mangfoldige.
Det viste en række scenarier med en vifte af handlingsmuligheder, som deltagerne blev bedt om at tage stilling til ved afstemning.
Et eksempel: Du finder nogle data om mandlig fertilitet på en hjemmeside, som ikke er blevet publiceret. Du spørger de forskere, der har fremskaffet disse data, om du må bruge dem i en videnskabelig artikel, og de siger nej. Du gør det alligevel og forklarer i din artikel, hvordan du fandt de pågældende data. Er det ok?
Afstemningen viste, at eksperterne på bænkeraderne ikke var enige, idet 30 pct. af dem mente ja og 70 pct. nej.
Eksemplet var hentet fra det virkelige liv, og det viste sig, at ja-sigerne havde ret. Denne praksis var faktisk blevet godtaget.
Seminarerne på Københavns Universitet er nok en udløber af skandalen om Milena Penkowa, men de var på et tidspunkt kommet alligevel. For som decembereseminarets ankerpersonen, professor i bioetik Peter Sandøe, forklarede, så bliver sikring af god forskningsetik vigtigere og vigtigere i international forskning.
Han fortalte bl.a., at på Harvard Medical School i USA skal hvert faktultetsmedlem gennemføre et kursus i forskningsetik hvert tredje år, og han viste et eksempel på et sådant kursus med en varighed på to timer om ugen i otte uger.
”I USA et det et særligt krav knyttet til bevilling af offentlige penge, at man har gennemgået et kursus i forskningsetik. Det er det eneste sted, jeg kender, hvor det er så systematiseret, og hvor de sætter standarder for viden om forskningsetik. Men da rigtig mange samarbejder med USA, så kommer det også andre steder”, siger han.
”Det er ikke et krav fra f.eks. EU, men nu er der kommet det nationale kodeks (for god videnskabelig praksis, red.), som stiller krav om undervisning i forskningsetik på alle niveauer”.
Københavns Universitet kunne godt ønske sig endnu mere fokus på feltet.
"Mange universiteter i udlandet har et kontor - office of research integrity - som varetager universitetets forhold omkring forskningsintegritet, både hvad angår sagsbehandling og implementering af universitetets politik på området. Det vil være interessant, hvis Københavns Universitet på sigt fik etableret et lignende kontor" siger professor Nils Billestrup, leder af ph.d.-skolen på det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.
"Som det er nu, er det fakultetet, som behandler sager og er ansvarlig for vores politik på området. Det er fint og godt, men jeg føler nogle gange, at vi godt kunne have behov for yderligere ekspertise. De aktiviteter, vi har sat i gang, er skridt i den rigtige retning. Men det er et bevægeligt mål, og vi behøver yderligere aktiviteter”.
For deltagerne var de tre timer, seminaret varede, godt givet ud, mener en af dem, professor, overlæge, dr. med. Peter Lange – en af de tre af Ugeskrift for Lægers videnskabelige redaktører, der var til stede.
”Det var spændende tre timer om integritet i forbindelse med gennemførelse af forskning”, siger han.
Bl.a. peger Peter Lange på, at seminaret helt lavpraktisk oplyste om, hvordan klager over forskningsadfærd håndteres i universitetets regi, og hvilke spørgsmål eller klager, der sendes videre til UVVU (Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed).
”Kurset gjorde det klart, at der er en stor gråzone, når man taler om forskningsadfærd. Mens alle er enige om, at det er uredeligt at plagiere og fabrikere data, er det mere subjektivt, hvornår man medtager medforfattere på artikler, som kun har bidraget sparsomt til manuskriptet, og hvornår der er tale om ”salamipublikation” (hvor små enkeltdele af et forskningsresultat publiceres hver for sig for at booste forfatternes publikationsrate, red.)”, siger Peter Lange.
”Det kan også være svært at definere, hvor grænsen går mellem uredelig forskningsadfærd og simpelt hen dårlig forskning”.
Læs også debatindlægget: Hvem har ansvaret for artiklen?
