Skip to main content

Ich bin ein praktiserende læge

Sundhedsminister Nick Hækkerup trak ikke det klassiske Kennedy-kort i sin åbningstale. Men det var tæt på, da han skamroste landets læger og ganske særligt almen praksis. Tidligere chefredaktør på Dagens Medicin, Kristian Lund, var med til åbningen af Lægedage.

I alt 2.821 deltagere besøgte i år Lægedage i Bella Center. Foto: Claus Boesen
I alt 2.821 deltagere besøgte i år Lægedage i Bella Center. Foto: Claus Boesen

Torben Lund, tidl. chefredaktør

24. nov. 2014
4 min.

Ich bin ein Praktiserende Læge

Sundhedsminister Nick Hækkerup trak ikke det klassiske John F. Kennedy kort i sin tale til åbningssessionen ved Lægedage. Men det var tæt på, da han skamroste landets læger, og ganske særligt almen praksis.

Salen var fyldt til bristepunktet til Lægedages åbning i Bella Center, og hver eneste af publikummerne studerede nøje sundhedsminister Nick Hækkerup (S), da han holdt selve åbningstalen. Jeg fulgte dem tæt, og de mindede ikke så lidt om pårørende til en retssag, hvor en nær slægtning snart skulle modtage sin dom.

Tydeligvis var de skeptiske, mens Nick Hækkerup øste sine lovprisninger ud over forsamlingen. Det er kutyme at åbningstalen er rosende, men Nick Hækkerup satte en ny standard med sin åbningstale i 2014. Aldrig før har en minister været så lovprisende.

Men kunne de regne med ham, de praktiserende læger? Stemningen var skeptisk. Altså indtil allersidst. Så overgav forsamlingen sig, og langt om længe fik ministeren sine klapsalver, da lægerne åndede lettet op. Han mente det øjensynligt.

Derefter ilede han tilbage til Christiansborg for at give sit besyv med i de verserende finanslovsforhandlinger. ”Min tid er bedre brugt i Finansministeriet end med jer - selvom jeg gerne ville have haft, at det var omvendt,” sagde han, og så forlod han Bella Center uden at deltage i den efterfølgende debat, hvor han ellers var hædersgæsten. Det skete til 60’er hittet, Baby Please Don’t Go spillet af Lægedages partyband. Den opfordring blæste han på.

I dag ved vi, han disponerede sin tid med omtanke. Senere samme dag afsatte regeringen, SF og Enhedslisten nemlig yderligere 1,5 mia. kr. til sundheden, og dagen efter indgik de aftale om et samlet sundhedsudspil på 6,5 mia. kr. Hensigten er blandt andet at sikre tidlig diagnose og bedre behandling i en plan, hvor almen praksis faktisk er den vigtigste aktør. ´

Over en mia. kr. er afsat til almen praksis. Med det udspil har Nick Hækkerup præsteret, hvad få sundhedsministre har formået i historisk tid, nemlig en ordentlig luns til forbedringer af almen praksis.

Om regeringens sundhedsplan sagde han i sin tale på Lægedage: ”Der står skrevet almen praksis henover vores sundhedsoplæg,” og han slog gang på gang fast, at sundhedsvæsenet er dybt afhængig af de praktiserende læger. ”Det er jo givet, at en større del af behandlingen skal foregå uden for sygehusene – og derfor er der behov for en modernisering af almen praksis. Og I skal være med til det.”

”Vi behøver ikke at være enige om alting,” slog han fast, inden han tog fat på sit kontroversielle forslag om målrettede sundhedstjek. Men dér var han ubøjelig: ”Jeg ved godt, det ikke virker (sic, red), men vi skal den vej. Det skal medvirke til at reducere uligheden,” sagde han og løftede blikket fra manus for at kigge sit publikum direkte i øjnene. Andre argumenter havde han ikke.

Og ganske rigtigt blev initiativet om målrettede sundhedstjek en del af finansloven dagen efter.

Man forstår godt, at forsamlingen blev frustreret, da ministeren stak halen mellem benene. Nu kunne Hækkerup forlade Bella Center uden overhovedet at berøre håndteringen af data i almen praksis eller diskutere sit målrettede sundhedstjek.

Han ville bestemt også have haft godt af at høre den britiske professor Chris Ham’s oplæg. Den lærde brite delte sine erfaringer fra studier af almen praksis i en række lande. Pointen var – den korte version – at tvang eller kontrol ikke nytter med praktiserende læger. Derimod viser hans studier, at gulerødderne slår pisken, anytime, hvis de vel at mærke ledsages af kontante målsætninger.

Han gik også glip af originale bidrag til visionsdebatten fra forfatteren Tor Nørretranders og chefredaktør Anne Knudsen fra Weekendavisen, foruden en ganske temperamentsfuld diskussion mellem praktiserende læge, Niels Ulrich Holm, som heldigvis kan blive spids, når det kræves, og regionernes frontkæmper Anders Kühnau. Tonen var civiliseret, uden at være venskabelig.

Alt det kunne ministeren have haft godt af at høre. På den anden side; nu kan de praktiserende læger i stedet glæde sig over, at regeringen udviser alle tegn på bondeanger over dens rolle i konflikten. Nu stryger den almen praksis med hårene. Nu anderkender den, at almen praksis faktisk er krumtappen – og undskyld for denne floskel – i sundhedsvæsenet. Nu er den klar til at satse på de praktiserende læger, og så er denne regering ovenikøbet parat til at bevilge penge til konkrete forbedringer.

Hvis valget stod mellem ministerens tilstedeværelse i debatten eller milliarderne i finansloven, så var ingen i tvivl. Debatten klarede sig fint uden Nick Hækkerup.