Skip to main content

Ildsjæl i fedmedebatten

Siden han skrev en ph.d.-afhandling om inflammation i fedtvæv, har overlæge og forsker Jens Meldgaard Bruun været engageret i fedmeområdet. Han kom for nylig i rampelyset, da han forlod en arbejdsgruppe om fedmeoperationer.

Kristine Buske Nielsen, krn@dadl.dk

29. mar. 2017
4 min.

Stort set hele sit lægeliv har speciallæge i intern medicin og endokrinologi, Jens Meldgaard Bruun, interesseret sig for, hvorfor nogle mennesker har svært ved at tabe sig. Som overlæge på Medicinsk Afdeling M på Regionshospitalet Randers og professor ved Institut for Idræt & Ernæring på Københavns Universitet beskæftiger han sig både med kliniske og forskningsmæssige problemstillinger omkring fedme. Han kæmper for at nuancere området og mener, at de fysiologiske mekanismer ved overvægt er langt mere komplekse, end de bliver gjort til.

”Både politikere og mine egne kollegaer har en tendens til at forsimple, hvad det vil sige at være overvægtig. Der bliver ofte set skævt til overvægtige personer, og de bliver jævnligt betragtet som dumme og dovne. Men for mig er der ingen tvivl om, at ingen ønsker at veje 140 eller 150 kg. De kæmper bare en kamp med deres fysiologi. Derfor synes jeg, at der er behov for at gøre fedmedebatten mere nuanceret og åbne folks øjne for, at det at udvikle en svær overvægt ikke er selvvalgt”, siger Jens Meldgaard Bruun.

Faktaboks

Fakta

Forskningen er en vigtig ingrediens i Jens Meldgaard Bruuns engagement og har været det siden, han startede på medicinstudiet i 1993. I slut-90’erne tog han kontakt til professor og overlæge ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitetshospital, Bjørn Richelsen, som blev hans vejleder på en ph.d.-afhandling om inflammation i fedtvæv. Det var her interessen for at forske i og behandle overvægt opstod.

Bjørn Richelsen er i dag en god ven af Jens Meldgaard Bruun, men oplevede ham allerede under ph.d.-projektet som meget aktiv i sit fag.

”Han var rigtig god til at skabe kontakter til andre forskningslaboratorier – både hjemme i Danmark og i udlandet. Og jeg oplever fortsat i dag, at han er god til at skabe netværk og opsøge flere vinkler på sit arbejde, hvilket er med til at højne forskningsniveauet”, siger Bjørn Richelsen og fortæller, at ud over den fælles faglige interesse er der i deres venskab altid plads til at diskutere bøger og museumsudstillinger.

Faglighed blev overhørt

Jens Meldgaard Bruun kom for nylig i rampelyset, da han sammen med fire andre repræsentanter fra lægevidenskabelige selskaber forlod Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe om fedmeoperationer. Han var med til at udarbejde den nationale kliniske retningslinje, som udkom i januar og anbefalede at sætte BMI-grænsen for fedmeoperationer ned til 40 kg/m2. Men politikerne valgte at lukke ørerne, sætte foden hårdt ned og beholde den nuværende grænse om en BMI på 50 kg/m2.

”Sundhedsstyrelsens visitationsretningslinje er ikke videnskabeligt begrundet, men bygger på en ren økonomisk og politisk beslutning. Og det kan vi som videnskabelige selskaber ikke stå inde for. Vi kan ikke den ene måned anbefale en BMI-grænse på 40 ud fra en faglig vurdering, og så næste måned lægge navn til, at BMI-grænsen alligevel skal være 50”, siger Jens Meldgaard Bruun, der sad i det faglige råd som repræsentant for Dansk Endokrionologisk Selskab, hvor han sidder i bestyrelsen.

Speciallæge i kirurgi og kirurgisk gastroenterologi, Peter Funch-Jensen, var også til høringen om ændringen af visitationsretningslinjerne for fedmeoperationer. Han mener, at det er helt naturligt, at Jens Meldgaard Bruun og de tre andre faglige repræsentanter valgte at forlade arbejdsgruppen, når politikerne ikke ville forholde sig til fagligheden.

Han kender ikke Jens Meldgaard Bruun privat, men oplever ham som en ildsjæl, der altid engagerer sig i debatten på fedmeområdet.

”Lige meget om han taler til et fagligt møde, eller om han taler til lægpersoner til en høring på Christiansborg, så er han i stand til at udtrykke sig, så alle forstår, hvad han siger. Der er altid energi, power og viden bag, når han udtaler sig på fedmeområdet. Han er altid ærlig; der er ingen skjulte dagsordener. Derfor tror jeg også, at politikerne ofte lytter til ham”, siger Peter Funch-Jensen.